ABC stiller skarpt på fattigdom

2010 er EU's fattigdomsår. ABC var i sidste uge med i et samarbejde, der skulle sætte fokus på fattigdom i Albertslund.

I sidste uge satte Albertslund Boligsociale Center, ABC, fattigdom på dagsordenen. I et samarbejde med Albertslund Kommune, Opstandelseskirken og Albertslund Bibliotek oplyste de med en række initiativer om, at der også i Albertslund er mennesker, der lever på kanten af samfundet på grund af begrænsede økonomiske ressourcer, skriver bo-vest.dk.

Men opmærksomhed omkring problemstillingen var ikke det eneste ærinde med kampagnen. "Vi forsøger også at fortælle, hvor man kan gå hen, hvis man enten selv er udsat eller gerne vil hjælpe som frivillig," fortæller Trine Sander, der arbejder i ABC.

En lydmontage om afsavn med efterfølgende debat og en container som udstillingsrum for lokale livssituationer var noget af det, der skulle belyse problemstillingen i et lokalt perspektiv.

Initiativet kommer i forlængelse af, at 2010 er udråbt som EU's år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. "Selvom danskerne har mindre grad af økonomisk ulighed end mange andre EU-lande, er der stadig en gruppe, der dagligt lider afsavn," fortæller Trine Sander. "Det er mennesker, som ABC jævnligt møder i arbejdet".

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 18. november 2010
Senest opdateret: 23. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op