Boligselskaber vil forebygge udsættelser
Antallet af tvangsudsættelser har nu nået et så højt niveau, at
flere boligselskaber ikke længere vil se passive til.
For landets boligselskaber er det blevet en dagligdags ting, at
mennesker bliver smidt ud af deres bolig. Gennem otte år er tallet
kun steget og steget.
Flere boligselskaber, heriblandt landets største KAB, vil nu selv
forsøge at gøre en såkaldt "fremskudt indsats" for at reducere
antallet af udsættelser.
- Vi vil prøve at gå ud og banke på døren, når folk ikke betaler
deres husleje, og se om vi kan hjælpe på en eller anden måde med
for eksempel gældsvejledning eller gå med dem på kommunekontoret og
hjælpe med at søge boligstøtte, hvis de ikke har gjort det, siger
Jesper Nygård, direktør for KAB.
Nye tal fra Domstolsstyrelsen viser, at fogeden i alt rykkede ud
4382 gange i 2010 for at smide folk ud af deres bolig. Det er 12
procent flere end i 2009. Siden 2002, hvor der var 1823 såkaldte
effektive udsættelser, er tallet steget hvert eneste år.
Hos KAB er man dødtræt af den udvikling.
- For ti år siden skete det et par gange om ugen, men nu sker det
næsten to gange om dagen i gennemsnit. Tidlige var der ingen
børnefamilier imellem de udsatte, men nu ser vi det hele tiden. Vi
ser en ny og voksende gruppe, som bare har det problem, at de er
blevet meget fattige og ikke længere har råd til at bo i en af
vores billigste boliger, selv om huslejen ligger på kun 3000 til
4000 kroner, siger Jesper Nygård.
Over halvdelen af dem, KAB sætter på gaden, er anvist til boligen
af kommunen. Det tyder ifølge Jesper Nygård på, at kommunen kunne
gøre det bedre, siger Jesper Nygård.
Men kommunerne kan i dag ikke kan yde den hjælp, de gerne ville,
siger Aabenraas borgmester Tove Larsen (S), som er medlem af
socialudvalget i Kommunernes Landsforening.
- Kommunerne er i dag bundet utrolig hårdt op på regler og
systemer, og kan derfor ikke give ekstraordinær økonomisk hjælp,
selv om det ville være hensigtsmæssigt. Men det handler også om, at
fattigdommen er blevet større, og at der på Christiansborg mangler
forståelse for, hvordan det egentlig ser ud i vores samfund og
hvilke problemer, familierne slås med, siger Tove Larsen.
Socialminister Benedikte Kiær er glad for, at KAB og andre
boligselskaberne nu selv vil gøre en boligsocial indsats.
- Det er skidt med endnu en stigning, og derfor skal vi
selvfølgelig fortsætte og intensivere indsatsen, for at færre
bliver sat ud af deres lejlighed. Jeg har netop bedt
statspuljepartierne om deres støtte til fire konkrete projekter,
hvor boligforeningerne prøver at sætte meget tidligt ind med en
forebyggende indsats, så lejere undgår at blive sat ud, siger
Benedikte Kiær.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
16. marts 2011 |
| Senest opdateret: |
23. januar 2012 |