Drastisk fald i kriminaliteten i Gellerup
Stenkast mod brandbiler, afbrændinger af
containere og omfattende hærværk. De negative historier har stået i
kø, når hverdagsberetningerne fra de såkaldte ghettoområder er
blevet fortalt i medierne. Men der er heldigvis undtagelser.
Af Jesper Frandsen
En undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling viser, at
kriminaliteten i boligområdet Gellerup/Torveshøj på tre år er
faldet med 35 procent.
I perioden 2007-2010 er antallet af
sigtelser mod unge således faldet med 18 procent, mens antallet af
sigtelser pr. ung er faldet med 44 procent.
Et centralt punkt i den boligsociale
indsats er inkluderingen af civilsamfundet.
"Projektet har formået at få en masse
forskellige aktører involveret. Faldet er resultat af en lang
boligsocial indsats, der har involveret alt fra politi og
ungdomsklubber til boligforeninger og almindelige beboere. Det har
været et langt sejt træk over ti år, men nu
begynder resultaterne at komme," siger Klavs Odgaard
Christensen fra Center for Boligsocial Udvikling.
Tag en kuffert med - du skal i
fængsel
Det at møde de unge i øjenhøjde, har haft vital betydning for den
positive udvikling i Gellerup/Torvehøj. Politistationen City Vest
ligger i selve Gellerupparken, og de 16 tilknyttede betjente har
deres daglige gang i området. Det skaber en gensidig respekt og
forståelse.
"Vi tilstræber altid at nedtrappe
tilspidsede situationer. I stedet for at anholde folk på stedet og
derved piske en stemning op blandt beboerne, siger vi til
pågældende: 'Mød op på stationen i morgen med en kuffert, for du
skal nok regne med at blive varetægtsfængslet'. Og det gør
vedkommende, fordi vi kender ham og hans pårørende," siger
politikommissær Jens Espersen.
Kontinuiteten i politiets opsøgende
arbejde og inddragelsen af beboerne har haft en præventiv effekt.
Da der på et tidspunkt var forlydender om planlagte brande og
optøjer, satte lokale foreninger, ungdomsklubber, erhvervsdrivende
og forældre sig sammen for at stoppe planerne og få de unge hjem i
seng. Det lykkedes.
"Jeg tror, at indsatsen kan udhule
den afgrundsdybe afstand man sommetider ser mellem de unge og
politiet, og dermed opbygge en større grad af tillid" siger Klavs
Odgaard Christensen.
Der er ikke aktuelle planer om at udvide
Gellerup/Torvehøj-projektet, men Center for Boligsocial Udviklings
undersøgelse kan læses her: kortlink.dk/8wyc
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
6. april 2011 |
| Senest opdateret: |
23. januar 2012 |