Hårdt arbejde at bo på behandlingshjem

Når danske børn og unge anbringes på behandlingshjem, kommer hverdagen i høj grad til at handle om deres psykiske og sociale problemer. De bliver konstant observeret og analyseret på hjemmet, som både er rammen om privatliv, skolegang og fritidsliv. Og det kan være hårdt arbejde for børnene at manøvrere i, viser en ny Ph.d. fra SFI om hverdagen på to danske behandlingshjem.

Børn og unge på behandlingshjem lever i et intenst socialt miljø, som det kan være hårdt arbejde at manøvrere i. Det viser en ny Ph.d. fra SFI og Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Ph.d.en beskriver, hvordan børn og voksne på institutionen dagligt forhandler om børnenes problemer og behandlingen af dem. Børnene passes gradvist ind i nogle faste rammer for, hvad de fejler og hvordan de kan hjælpes. Det meste af det, børnene foretager sig, bliver fortolket - også ganske dagligdags ting, som at bage en kage eller spille et spil.

Børnenes personlighed er hele tiden i centrum, mens der er mindre fokus på at lære dem praktiske færdigheder som fx madlavning eller rengøring. Resultatet er et intenst socialt miljø, som børnene skal bruge meget energi på at leve i:

- Børnene kommer i høj grad på arbejde, når de bor på behandlingshjem. De arbejder med sig selv og deres plads blandt de andre børn og voksne, og ikke mindst med - eller mod - forventningen om, at de skal forandre sig, siger sociolog Laila Dreyer Espersen.

Hun opfordrer til en mere åben tilgang til behandlingen af børnene:

- Jeg tror, at både børn og voksne kunne have glæde af en større grad af refleksion fra de ansattes side - et kritisk blik på de sandheder, man ellers tager for givet om behandlingsarbejdet, siger Laila Dreyer Espersen.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 2. november 2010
Senest opdateret: 23. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op