Lærkehaven på EXPO i Shanghai

Lærkehaven i Lystrup følger i kølvandet på den lille havfrue og præsenteres på EXPO 2010 i Shanghai

Aarhus præsenteres på Verdensudstillingen i Shanghai i skikkelse af Boligforeningen Ringgårdens bæredygtige boligbebyggelse Lærkehaven i Lystrup.

Boligforeningen Ringgårdens direktør, Palle Jørgensen, er af EU-kommissionen inviteret til at præsentere bl.a. det århusianske lavenergiprojekt, Lærkehaven i Lystrup, på en pressekonference den 16. juni i EU’s pavillon på EXPO 2010. Dette sker som led i den på EXPO 2010 stærkt profilerede ”EU-China Science and Technology Week”, hvor EU vil præsentere en række EU-støttede succeser indenfor temaet ”Better City, Better Life…a better future for us all”.

Del af europæisk projekt
Lærkehaven, som er et af tidens mest omtalte danske boligbyggerier, er en del af det fælleseuropæiske SHE-projekt ”Sustainably Housing in Europe”, som støttet af EU blev gennemført i perioden 2003 til 2009. Projektet indebar opførelsen af 200 almene bæredygtige boliger i Italien, Portugal, Frankrig og Danmark og en efterfølgende videnskabelig rapportering af resultaterne og erfaringerne herfra.

Det er disse resultater og erfaringer, der skal præsenteres af Direktør Palle Jørgensen i Shanghai. I anledning af invitationen udtaler Palle Jørgensen: ”Det er en stor ære at få lov til at præsentere dette fælleseuropæiske projekt for en forsamling af verdens største og vigtigste nyhedsmedier midt i den største verdensudstilling, verden endnu har været vidne til. Selvom jeg skal forelægge det samlede SHE-projekt og de respektive nationale resultater, kan det selvfølgelig ikke undgås, at Lærkehaven i Lystrup og Aarhus som by vil være i særlig fokus af min præsentation og de efterfølgende individuelle interviews med nogle af de tilstedeværende ca. 100 journalister. Jeg vil med Lærkehaven som eksempel bestræbe mig på at fremhæve Aarhus som et bysamfund, som befinder sig i spidsen af de danske bestræbelser på at nedbringe CO2 emissionerne gennem lavenergibyggeri og brug af vedvarende energiformer.”

På pressekonferencen har bl.a. følgende internationale medier allerede meddelt deres tilstedeværelse: The Financial Times, The Observer, El Pais, ILSore24Ore, Science et Avenir, RAI, Le Figaro, EuroNews, Reuters, AFP, China Daily, Xinhua Agency såvel som en række kinesiske journalister. I alt forventer EU-kommissionen at der vil deltage over 500 ledende videnskabsmænd, journalister og repræsentanter for industri, den videnskabelige verden og regeringsrepræsentanter i ”The EU-China Science and Technology Week”.

Største træhusbebyggelse i Danmark
Lærkehaven består af 122 almene bæredygtige klimavenlige boliger fordelt på 3 forskellige boliggrupper. Boliggrupperne er vidt forskellige mht. arkitektur og indhold af bæredygtige elementer, dog er alle bygget fuldstændigt af træ, hvilket gør Lærkehaven til den største træhus-bebyggelse i Danmark. For Lystrup og Århus betyder det et nyt boligområde, der sparer miljøet for mere end 100 tons CO2 udledning om året sammenlignet med byggerier opført efter Bygningsreglementets standardkrav.

De 122 boliger er et af de mest prisbelønnede byggerier i Danmark. I 2005 modtog Ringgården Energispareprisen for byggeriet, i 2007 modtog SHE-projektet EU-kommissionens pris for bæredygtig energi, i 2008 blev Lærkehaven kåret til det bedste byggeri ved den store Building Exchange konference i Valencia og endelig fik Lærkehaven Realkredit Danmarks lokale Kloge m2-pris i 2008.

Læs om AlmenNets besigtigelse af Lærkehaven

 

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Olav Kirchhoff
Oprettet: 6. maj 2010
Senest opdateret: 10. september 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op