Lovløsheden hersker i ghettoerne

Dansk lov tilsidesættes i ghettoer. Danske politikere peger på politi i områderne hele døgnet. Og SF vil have krisemøde om problemet.



En national kriseplan. Så kort lyder kravet fra SF's formand, Villy Søvndal, i forbindelse med, at det er kommet frem, at der hersker lovløshed i flere af landets ghettoområder. Han vil have, at alle Folketingets partier skal sætte sig ned og lave en fælles plan for, hvordan man kommer problemerne i ghettoerne til livs.

- Jeg mener, det er nødvendigt, at der laves en national kriseplan, der kan genskabe trygheden i ghettoområderne. Det her er så alvorligt, at alle partier bør sætte sig sammen og finde en løsning, siger Villy Søvndal.
Kravet kommer, efter at politiet i flere områder oplever, at det er de med flest muskler eller flest penge, der styrer ghettoerne og styrer uden om dansk lov og ret, når det gælder vold, røverier og tyverier.

SF-formanden mener, at problemet skal løses her og nu:
- Der skal sættes nærpolitiet ind hele døgnet i de her områder. Det, der sker lige nu, er, at politiet er ved at miste kontrollen med, hvad der sker i ghettoerne, sige han.

Villy Søvndal påpeger, at man fra samfundets side må gå ind og fortælle, hvad politiet skal lave, og hvad de skal lade ligge.

- Det her en situation, der er så ekstrem, at politiet og myndighederne mister kontrollen i boligområderne. Man må så gå ind fra samfundets side og sige, hvad der skal prioriteres, siger SF-formanden.

Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at nærpolitiets indsats i områderne må oprustes. Han understreger, at strakskonsekvens og nultolerance over for de unge kriminelle skal være med til at sætte en stopper for deres hærgen i boligområderne.

- Politiet skal gribe ind over for de mindste overtrædelser af lovgivningen, ulovlig kørsel på knallert og graffitimaling, og vi skal sørge for, at de pågældende bliver kørt særligt hurtigt igennem retssystemet, så de bliver trukket væk fra miljøerne, siger Peter Skaarup.

- Vi ser i stigende grad et parallelt retssystem, der kører helt uden om danske love og regler. Tingene bliver afgjort af, hvilke familier der er stærkest, og hvem der har flest penge samt ved trusler og afpresning. Hvis det får lov at fortsætte, får de unge mennesker i disse områder aldrig lært at acceptere og respektere retssystemet i Danmark, siger Lederen af nærpolitiet i Gellerup, politikommissær Jens Espensen, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringen ventes at komme med en ny strategi mod ghettoområder i løbet af kort tid. Også Socialdemokraterne og SF arbejder på en ghettoplan.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 4. oktober 2010
Senest opdateret: 23. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op