Ny vidensportal samler og systematiserer viden om integration
Integrationsministeriet lancerer ny vidensportal
'Integrationsviden > Viden der virker'. Med lanceringen af en
let tilgængelig onlineportal som en del af nyidanmark.dk stiller
Integrationsministeriet skarpt på en systematisk indsamling af
viden om integration, der virker.
En lang række videnscentre producerer løbende masser af viden inden
for integrationsområdet. Og nu samler, koordinerer og formidler
'Integrationsviden' denne ekspertise, så den kan findes og anvendes
i praksis, skriver Integrationsministeriet i en
pressemeddelelse.
På 'Integrationsviden' finder brugerne viden, værktøjer og
erfaringer, der i praksis har vist sig effektive at anvende i en
målrettet integrationsindsats. Brugerne kan endvidere danne sig et
overblik over relevante arrangementer, aktører og netværk på
integrationsområdet.
Integrationsviden henvender sig primært til kommunale
medarbejdere på integrationsområdet, men kan også bruges af andre
aktører, der arbejder med integration.
Tæt samarbejde med videnscentre
Et netværk af samarbejdende videnscentre og praktikere bidrager
løbende med indsendelse af materialer til portalen. Desuden
arbejder 'Integrationsviden' systematisk med at formidle erfaringer
fra projekter, som er støttet af Integrationsministeriet.
Etableringen af 'Integrationsviden' sker som en del af indsatsen
'Viden der virker'. Initiativet er en del af satspuljeaftalen fra
2008, hvor der blev der afsat 13 mio. kr. til at begynde en
opsøgende indsamling og formidling af viden om integration.
'Integrationsviden' udvikles i samarbejde med en styregruppe af
eksterne repræsentanter.
Find 'Integrationsviden' på www.nyidanmark.dk/integrationsviden
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
28. juni 2011 |
| Senest opdateret: |
23. januar 2012 |