Tirsdag den 14. september 2010 kl. 10.00-10.45 besøger
socialminister Benedikte Kiær Integrationshuset Kringlebakken i
Københavns Nordvest-kvarter. Ministeren skal blandt andet møde
nogle af de kvinder og deres små børn, som benytter
integrationshuset. Kvinderne vil fortælle om, hvorfor de kommer i
Kringlebakken, og hvordan det hjælper dem i deres
hverdag.
Kringlebakken er etableret som en frivillig forening for unge
kvinder, kvindernes små børn og piger. Foreningen er forrtrinsvis
for kvinder og piger med anden etnisk baggrund end dansk. Huset
rummer en kursusgruppe for kvinder i alderen 18-40 år og en
pigeklub for piger i alderen 8-18 år. Kringlebakken laver også
opsøgende socialt arbejde, og her er målgruppen kvinder i alderen
18-45 år.
Målet er at støtte unge kvinder og piger i deres
integrationsproces, så de kan optimere deres muligheder for at begå
sig i dagligdagen i Danmark, og blive i stand til at træffe aktive
valg i forhold til deres fremtidige liv i Danmark.
For kvinderne er Kringlebakken et springbræt til at komme videre
til sprogskole, anden uddannelse eller i arbejde. Og kvinderne får
kendskab til rettigheder og pligter, til vores uddannelsessystem,
til arbejdsmarkedet og den danske kultur.