Statsministeren på hemmeligt besøg i Askerød
Der var ikke mange, der vidste besked, da
Statsministeren dukkede op i Askerød i onsdags. En artikel i
Politiken havde vækket hans interesse, og han kom for at høre mere
fra drengene selv.
I onsdags lagde statsminister, Lars Løkke Rasmussen, vejen forbi
Askerød. Hans ville have en dialog med et par af de unge i
boligområdet. Netop fordi det udelukkende var dem, han ville tale
med, var det også Statsministerens ønske, at besøget blev bevaret
hemmeligt, skriver www.bo-vest.dk
Det var en artikel i Politiken, som havde vækket
statsministerens interesse. Greve Nord Projektet havde inviteret en
af Politikens journalister, Olav Hergel, på en uges ophold i
Askerød. Formålet var at nuancere det billede, der var, da
'ghetto'-bølgerne i medierne var på sit højeste. De ville give
Danmark mulighed for at opleve drengene i Askerød, som de er, og
skabe dem en mulighed for at blive hørt.
Artiklen har fristet statsministeren til at høre mere fra
drengene. Og det var med det for øje, at han bad om en dialog med
nogle af dem.
"Mødet gik over al forventning. De unge fik fortalt
statsministeren, hvordan de oplever verden og deres egen situation,
og der blev lyttet til dem," skriver Greve Nord Projektet i en
mail. De fortæller også, at der er blevet udviklet idéer til,
hvordan nogle af de unge kan komme videre. Det er planen, at de
unge skal mødes med statsministeren igen efter nytår.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
20. december 2010 |
| Senest opdateret: |
23. januar 2012 |