Det betaler sig at tage de socialt
udsatte med på råd, når man ønsker at byforny de pladser i byen,
hvor de ofte opholder sig. Det viser en række konkrete erfaringer,
som er samlet i en ny bog "Byen som dagligstue?"
I Aalborg var der i længere tid konflikt mellem cafégæster og
brugere af et lokalt værested. Men efter en god dialog mellem
værestedet og caféen går det langt bedre.
Andre steder kan en fysisk markering mellem øldrikkere og andre
borgere betyde tryghed og bedre sameksistens. Det er tilfældet i
Nørrebroparken i København, hvor "Sumpen" ligger.
En ny bog fra Socialministeriet kommer nu med en række konkrete
eksempler på, hvordan inddragelse af socialt udsatte kan være
frugtbart og mindske konflikter, når man indretter pladser og
parker.
Socialminister Benedikte Kiær: "Ingen bryder sig om at få
trukket noget ned over hovedet. Jeg er meget optaget af, at også
udsatte borgere spørges og inddrages. Bogen giver masser af viden
og eksempler på, at det kan lykkes", siger hun.
Rapporten indeholder 17 konkrete anbefalinger, og selv om
erfaringerne er indhentet fra større byer som København, Odense og
Aalborg, er det intentionen, at anbefalingerne også skal kunne
bruges i mindre byer over hele landet.
Projektet er finansieret af byfornyelseslovens udviklings- og
forsøgsmidler.
Download pjecen: Byen som dagligestue