60 år
Finn Christensen, formand for KAB's overgangsbestyrelse, fylder
torsdag 11. januar 60 år
Finn Christensen har været formand for Boligselskabet AKB
s.m.b.a. fra 1996 til udgangen af 2006, hvor AKB og KAB gennemfører
en sammenlægning her fra nytår. Finn har siden december 2005 været
formand for KAB's midlertidige bestyrelse, hvor han sammen med
KAB's formand, Kjeld Poulsen, har dannet et dynamisk makkerpar, der
har styret begge boligorganisationer gennem alle de store og
komplicerede beslutninger frem mod selve sammenlægningen fra 1.
januar 2007. Den midlertidige bestyrelse erstattes da af en
overgangsbestyrelse. Finn har været aktiv i beboerdemokratiet,
siden han i 1969 blev udsaneret fra Vesterbro til en lejlighed i
AKB's afdeling Frederiksholm karré 18, Kgs. Enghave, hvor han
stadig bor. Han blev hurtigt en beboeraktivist i forbindelse med
legepladsforbedringer og udviklede sig til at blive en aktiv
forkæmper for og deltager i udviklingen af hele beboerdemokratiet i
AKB, og i flere år var han formand for Boligselskabet AKB,
København. I perioden med bydelsråd i Københavns Kommune var han
næstformand i Kgs. Enghave Bydelsråd, valgt for SF. I en kort
periode var Finn også medlem af Folketinget. I dag er Finn
Christensen projektleder i Opzoomerne, en hollandsk inspireret
bevægelse, der via forskellige initiativer skaber fællesskaber og
sammenhold i det lokale bymiljø. Ud over en stor og engageret
indsats på det boligpolitiske område i mange år er Finn også på
andre områder en samlende og engageret figur. F.eks. har han i
mange år samlet både beboervalgte og ansatte i en årlig AKB Revy.
Her får livets gang og spidserne en gang lak med sang og sketches -
og rigtig god humor. Der er reception torsdag 11. januar kl.
14.30-16.30 i KAB, Kantinen i Grundtvigshus, Studiestræde 38, 1455
København K.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |