Almene beboere har det dårligste helbred
Københavns Kommune har kortlagt borgernes sundhed. Og almene
lejere er næsten dobbelt så syge som ejere
Af Regnar M. Nielsen
Når man tæller alle indbyggere i Københavns Kommune, der i løbet
af et år enten indlægges, får sygedagpenge eller førtidspension
sammen, så er andelen af beboere med dårligt helbred i
boligområder, der fortrinsvist består af almene boliger, næsten
dobbelt så høj, som det er tilfældet for beboere i områder, der
fortrinsvist består af ejerboliger. Det fremgår af en omfattende
rapport om københavnernes sundhedstilstand, som er udarbejdet af
Folkesundhed København, der er en institution under Københavns
Kommune.
De 14 mest syge områder alle almene Det er i
alt 38,2 procent af beboerne i områder med fortrinsvist almene
boliger, som inden for det seneste år har været indlagt, på
sygedagpenge eller førtidspension. I områderne, som mest består af
ejerboliger, er tallet kun 21,6 procent. I private
udlejningsboliger og andelsboliger er tallene henholdsvis 26 og 28
procent. Alle Københavns 14 sygdomsmæssigt hårdest ramte områder er
ifølge rapporten områder, som enten helt eller fortrinsvist består
af alment byggeri. Og problemet er så markant, at sygeligheden i de
14 hårdest ramte boligområder alle steder ligger mere end 20
procent over gennemsnittet for kommunen. I toppen på den kedelige
liste ligger Glumsøvej i Brønshøj-Husum, som ligger 36 procent over
gennemsnittet og Lundtoftegade på ydre Nørrebro, der ligger 32
procent over.
Uddannelse hæver sundheden
Rapporten viser også tydeligt, at graden af uddannelse spiller en
væsentlig rolle i forhold til den enkeltes sundhedstilstand. Knap
40 procent af beboerne i områder med overvejende alment byggeri,
som har kort uddannelse, har inden for det seneste år været
indlagt, på sygedagpenge eller på førtidspension. Det er ikke meget
over gennemsnittet for områderne med meget alment byggeri. Men
tendensen ses tydeligt på de øvrige ejerformer. Eksempelvis har
godt 35 procent af beboerne med kort uddannelse i privat udlejning,
35 procent af dem i andelsboliger og 28 procent af ejerne været
syge inden for det seneste år. Og det ligger højt over
gennemsnittet for områder, der fortrinsvist består af disse
ejertyper. Også indvandrerne synes at være mere syge end
gennemsnits- københavnerne. Igen er der ikke store udsving i
forhold til gennemsnittet, når man ser på de indvandrere, som bor i
almene boligområder. Til gengæld er det meget højt i områder, som
primært består af andelsboliger. Her har knap 35 procent været
indlagt, på sygedagpenge eller førtidspension inden for det seneste
år. Det ligger godt otte procent over gennemsnittet.
Kampagner kan ikke stå alene
Rapporten anbefaler, at den fremtidige forebyggende
sundhedsindsats skal målrettes mod de grupper, som tydeligvis er
mest udsatte. Folkesundhed København anbefaler derfor, at der i
stedet for de store generelle sundhedsforebyggende kampagner gøres
en ekstra oplysningsindsats i de områder, hvor de mest usunde bor.
Og kampagnerne må ikke stå alene. Det anbefales, at Københavns
Kommune og for den sags skyld også andre kommuner begynder at
arbejde med sundhed og forebyggelse på tværs af forvaltningerne.
Både nærmiljø, institutioner, trafikforhold og meget andet skal
tænkes ind i en langsigtet planlægning med et sundhedsfremmende
sigte.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |