• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

AlmenNet bliver forening

BL, Landsbyggefonden og de store boligorganisationer går sammen om at videreføre AlmenNet som den almene sektors fælles forum for udvikling og viden

Af Regnar M. Nielsen

AlmenNet lever videre som forening, når projektperioden planmæssigt udløber til nytår. En række førende almene boligselskaber og foreninger er blevet enige om at videreføre og udbygge AlmenNet. Landsbyggefonden har givet tilsagn om at støtte initiativet med 400.000 kroner årligt de næste tre år. Den nye forening får base hos Boligselskabernes Landsforening i et nært samarbejde med BL's udviklingsafdeling. - Erfaringerne siden 2004 har vist, at ideen med Almen- Net er rigtig, men også at der er brug for en mere permant indsats, fortæller Lejerbodirektør Palle Adamsen, der står i spidsen for den midlertidige bestyrelse. - Udfordringen med at fremtidssikre de almene boligafdelinger er jo langt fra løst, selv om vi nu har arbejdet med det i AlmenNet gennem et par år. Det er blevet klart for os, at behovet er større og opgaven mere krævende, end vi nok havde gjort os klart, fortsætter han.

Flere skal med
Ved at organisere AlmenNet i en forening, håber organisationerne bag AlmenNet at kunne engagere bredere dele af den almene sektor i opgaven. Alle boligorganisationer, store som små, er inviteret til at være med. - Vi har jo blandt andet set, at der ved sammenlægninger flere steder i landet er blevet dannet nogle nye store boligorganisationer, som dermed også har fået bedre underlag for at drive nogle kompetente tekniske afdelinger - og som forhåbentlig kan se ideen i at være med i netværk, hvor vi i fællesskab kan opkvalificere vores løsninger og kompetencer, siger Palle Adamsen.

Fælles forum for den almene sektor
AlmenNet-projektet var oprindeligt rettet mod at fremtidssikre den ældste del af de almene bebyggelser, men Foreningen AlmenNet vil favne alle almene boligafdelinger. Aktiviteterne vil dog stadig koncentrere sig om fremtidssikring - nybyggeri, drift og vedligehold vil ikke være omfattet. I fremtidssikringen fokuserer man i AlmenNet på tre felter: Fysiske forbedringer af boliger og bygninger, boligsociale indsatser til fremme af en alsidig beboersammensætning samt - ikke mindst - at udvikle de almene byggefunktioners kompetencer til at styre fremtidssikringen og selv bidrage innovativt. Initiativtagerne har nedsat en foreløbig bestyrelse, som skal forberede og indkalde til et stiftende repræsentantskabsmøde 20. november 2007.

FAKTA om AlmenNet

AlmenNet er resultatet af Landsbyggefonden og Realdanias fælles udviklingsinitiativ - »Projekt fremtidssikring af ældre almene bebyggelser«. Netværket blev etableret i 2004 som et fælles forum for udvikling og læring. I AlmenNet samarbejder byggefolk fra almene boligorganisationer om at udvikle vejledninger og værktøjer, som kan sikre, at almene boligafdelinger også i fremtidens boligmarked vil være attraktive og konkurrencedygtige. Foreningen AlmenNet skal bidrage til at professionalisere de almene bygherrefunktioner, styrke innovation i den almene sektor samt nytænke, effektivisere og kvalitetsudvikle metoder til at renovere og fremtidssikre almene bebyggelser. Foreningens foreløbige bestyrelse består af formand Palle Adamsen (Lejerbo), Lars Andersen (Odense Andelsboligforening), Palle Jørgensen (Boligselskabet Ringgården), Bjarne Krog-Jensen (Boligforeningen Fruehøjgaard), Rolf Andersson (KAB), Bent Madsen (BL) samt Henrik L. Bang (Bygherreforeningen). Etableringen af foreningen forberedes af et sekretariat bestående af Niels Haldor Bertelsen, Erik D. Præstegaard og Bjarne Zetterström, BL.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 8. juli 2007
Senest opdateret: 13. august 2010