• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Billige boliger skal også være holdbare

Fonden for Billige Boliger er allerede i kontakt med Byggeskadefonden

Af Jørgen Nue Møller

I BOLIGEN nr. 2 2007 har teknisk chef Jens Dons fra Byggeskadefonden et synspunkt, der handler om Fonden for Billige Boligers arkitektkonkurrence - parallelopdrag - om design af billigboliger. Jens Dons skal have tak for sin positive indfaldsvinkel til forsøget på at skaffe Københavns kernemedarbejdere et sted at bo til rimelige priser. Der er ikke megen medvind i dette projekt. Og tak for omsorg for, at fremtidige beboere ikke skal opleve vand gennem taget, skimmelsvamp og alle mulige andre byggeskader. Grundlæggende er vi ganske enige med Jens Dons i Fondens bestyrelse. Vi bryder os heller ikke om altaner, reposer og terrasser på fladt underlag. Det afspejler sig også i valget af arkitekt og projekt til Fondens første opgaver. Men det betyder jo ikke, at de øvrige forslag ikke rummede mange gode kvaliteter, nogle af dem endog meget gode kvaliteter, der ved en videre bearbejdning også kan føre til fine bebyggelser med mesterlige bebyggelsesplaner. Jens Dons tilbyder at stille Byggeskadefondens erfaringer til rådighed, og den kontakt er allerede etableret. Selvfølgelig vil vi øse af den foreliggende viden. Og lette bygningskomponenter kan være mere udsatte end tunge. Men tilbage er en anden overvejelse - er det ikke sikrere at producere »lette« præfabrikerede byggekomponenter på fabrik med kort samlingstid på byggepladsen end at bygge »tunge« huse i mudder og regn på en måske ikke altid helt velorganiseret dansk byggeplads. Det tror vi. Vi tror faktisk, at udviklingen af »præfab« er vejen frem til billiggørelse og kvalitetsforbedring af byggeriets produkter, især når vi taler om almindelige boliger. Og vi kan jo ved at se os om i vore nabolande konstatere, at vi er bagud i Danmark. Billigboligprojektets første mål er at skaffe gode boliger til rimelige priser i de store byområder. Men det næste mål er at flytte hegnspæle i dansk byggeri. Det håber vi vil lykkes.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. marts 2007
Senest opdateret: 13. august 2010