• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

De almene måtte kun betale

Privat vandværk fyrede næsten 650.000 kr. af på jubilæumsfester, som en stor del af dets forbrugere ikke måtte deltage i.

Af Jørn Nyvang Foto: Claus Hansen

"Festen" er ikke mere kun en milepæl for dansk film og teater. Den er også blevet et stykke alment bolighistorie. Spørger man folk i Sakskøbing, hvad "Festen" handler om, svarer de: Rørbæk Vandværks jubilæum, som beboere fra Sakskøbing Boligselskab ikke måtte være med til at fejre. De var ikke med til at bruge 647.590 kr. på at feste for, at vandværket havde pumpet i 70 år. Til gengæld har beboerne nu to domstoles ord for, at vandværket brugte pengene uberettiget. Retten i Maribo dømte endda vandværkets fem bestyrelsesmedlemmer til personligt at betale et sekscifret kronebeløb til boligselskabet og to private grundejere, som også følte sig snydt. Det slap bestyrelsesmedlemmerne dog for, da de ankede dommen til Østre Landsret. Trods de to domme vil vandværket ikke udelukke, at det om to år holder jubilæum igen ved at feste på samme måde. Og de almene beboere vil i givet fald heller ikke blive inviteret med denne gang.

Én fest blev til to
Oprindelig skulle der kun holdes én fest. Den var hverken formelt godkendt af vandværkets generalforsamling eller lagt ind i dets budget, som ellers var meget detaljeret. Alligevel besluttede bestyrelsen at hyre Bamses Venner, leje hal og sende invitationer ud. Kuverterne var angiveligt 680 kr. værd, men deltagerne kunne nøjes med at lægge en hundredekroneseddel hver. Antallet af pladser var begrænset og interessen overvældende. Derfor blev det vedtaget at holde to fester. Den 1. og 2. oktober 2004. Invitationerne medførte en del læserbreve i Lolland-Falsters Folketidende. Herunder kritik af, at Sakskøbing Boligselskab kun havde modtaget to invitationer. De svarede til boligselskabets antal andele i vandværket, men ikke til, at 240 af dets lejemål var vandforbrugere. Boligselskabet valgte at blive væk fra festerne.

Myndigheder advarede på forhånd
Kritikken fik den daværende Sakskøbing Kommune på banen som tilsynsmyndighed over for vandværket. Kommunen spurgte Miljøstyrelsen og fik dette svar: "Efter Miljøstyrelsens opfattelse har en jubilæumsfest, som beskrevet i vandværkets invitation, ikke noget at gøre med at drive vandforsyningsvirksomhed, og kan derfor ikke afholdes for midler, som stammer fra forsyningsvirksomheden". Herefter meddelte kommunen vandværket, at det ville være ulovligt at bruge pengene på festerne. Samtidig opfordrede boligselskabet og to private grundejere vandværket til at aflyse festerne. Vandværket reagerede ikke. På vandværkets generalforsamling året efter var der en del postyr. Et mistillidsvotum mod bestyrelsen blev nedstemt med meget stort flertal. Til gengæld vedtog et knap så stort flertal at holde en 75 års jubilæumsfest i 2009.

Reduceret erstatning
Herefter anlagde Sakskøbing Boligselskab og de to private grundejere sag mod vandværket. Deres krav var, at vandværkets bestyrelsesmedlemmer betalte udgifterne på festerne. Et alternativt krav fra sagsøgerne gik på, at bestyrelsesmedlemmerne betalte dem værdien af, hvad de havde lidt i indirekte tab på grund af udgifterne på festerne. Beløbet havde de udregnet ved at holde deres andel af de samlede vandafledningsafgifter i værket op imod festudgifterne: 119.025 kr. til boligselskabet og nogle mindre beløb til de to grundejere. Sidstnævnte krav blev til dom i byretten. Den ville ikke tage skridtet fuldt ud og dømme bestyrelsesmedlemmerne til at betale alle festudgifter, fordi generalforsamlingen gennem sit nej til mistillidsvotum havde frafaldet at stille krav på vandværkets vegne. Bestyrelsesmedlemmerne kom til at slippe helt gratis, da de appellerede til landsretten. Også den nåede frem til, at bestyrelsesmedlemmerne havde påført vandværket et tab ved at gennemføre festerne. Men da vandværket havde en fed formue, fandt landsretten, at der reelt var tale om et hypotetisk tab.

Det kan gentage sig
Selv om han ikke er enig i denne konklusion, er boligselskabet og de to private grundejeres advokat, Casper Fisker, Århus, tilfreds med dommene: "Det er fastslået, at beslutningen om at bruge vandværkets penge til festerne var ulovlig". Tilbage står vandværkets beslutning om at gentage bedriften ved sin 75 års fødselsdag. Casper Fisker kan ikke forestille sig, at vandværket fører den ud i livet. "Det gør vi nu nok", siger bestyrelsesmedlem Leif Petersen. Skal de, der bor til leje, inviteres med? "Hvis den fest bliver holdt, så bliver de ikke inviteret med, for det vil være ulovligt, for de er ikke medlemmer". Formand Kenn Christiansen kan endnu ikke svare på, om denne fest skal holdes. Heller ikke om det vil være at respektere dommene at holde den. Til gengæld er han klar i mælet på spørgsmålet, om lejerne i givet fald skal inviteres: "Selvfølgelig skal de ikke det". Ovenpå disse udtalelser siger advokat Casper Fisker: "Hvis vandværket trods dommen har tænkt sig at gentage festerne, kan vi eventuelt få nedlagt fogedforbud mod dem og prøvet ved retten, om de kan holdes".

Tilsynsførende og kommunaldirektør sagde fra

Sakskøbing Boligselskab havde to helt specielle allierede i retssagen mod Rørbæk Vandværks medlemmer. Den ene var den person, som førte tilsyn med vandværkerne i den daværende Sakskøbing Kommune, ingeniør Erik Bohn-Jespersen. Han fandt det ulovligt, at vandværket holdt festerne og desuden urimeligt, at bestyrelsen overhørte advarslerne, før de blev holdt. Erik Bohn-Jespersen havde fået at vide i Miljøstyrelsen, at der ikke var sanktionsmuligheder over for bestyrelsen. Da han blev sagsøger, holdt han op med at optræde som tilsynsførende i forhold til Rørbæk Vandværk. Den anden var tidligere kommunaldirektør Vagn-Aage Nielsen. Han deltog ikke i festerne, men fik bagefter at vide, hvor dyre de havde været. Den advokat-uddannede Vagn- Aage Nielsen havde forsøgt at påvirke den efterfølgende dramatiske generalforsamling, men fået at vide, at spørgsmålene henhørte under domstolene.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. december 2007
Senest opdateret: 13. august 2010