Dementi
I Boligen nr. 12/2006 kunne man læse en artikel om min
præstebolig i Galgebakken, som udlejes gennem VA (Vridsløselille
Andelsboligforening)
Af Marie J. Damm
Jeg havde egentlig henvist til den tidligere formand for
Herstedvester Kirkes menighedsråd, da det er rådet og ikke præsten,
der har været involveret i de retssager, der er blevet ført mellem
VA og menighedsrådet om rådets ret til at opretholde det mangeårige
lejemål i Galgebakken. Af samme årsag frabad jeg mig på det
kraftigste at medvirke til og i artiklen. Dette blev ikke
respekteret, og jeg er nu nødt til at understrege, at der ingen
sandhed er i den negative fremstilling af mit forhold til
Galgebakken. Jeg er meget glad for at bo her, glad for mine naboer,
miljøet og huset. Jeg har på ingen måde ytret ønske om at flytte
herfra, ligesom menighedsrådet ikke har planer om at købe en anden
præstebolig. Jeg er til gengæld meget chokeret over VA's optræden
og ked af hele denne sag, som naturligvis er en stor belastning for
mig som nyansat præst i et fantastisk sogn.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |