Dommens dag

Tekst og foto: Michael Thorberg

12.00 Stedet er forkontoret i stuen i advokatfirmaet Johan Schlüters imponerende bygning på Højbro Plads i København. Datoen er den 7. november 2007. Fire mænd er sammen med Boligens udsendte netop ankommet for at modtage en længe imødeset fax afsendt fra Højesteret få hundrede meter væk fra advokatkontoret. Faxen er dommen i den såkaldte "salgssag". De fire er BL's direktør Gert Nielsen, BL's formand Henning Kirk Christensen, BL's juridiske konsulent Preben Mathiesen og advokat, dr.jur. Eigil Lego Andersen, som har været juridisk konsulent og backup for advokat Henrik Christrup i sagen. Christrups fravær i gruppen af mænd skyldes, at han er i Højesteret … i en anden sag. Stemningen blandt de fire mænd er spændt og forventningsfuld. Det er bogstaveligt talt dommens dag.

Kernen i salgssagen blev uddybende beskrevet i sidste nummer af Boligen, men kort fortalt drejer den sig om, hvorvidt det var i strid med Grundloven, da Socialministeriet godkendte, at en række beboere i den almene bebyggelse Fuglsangpark i Farum kunne købe deres bolig - også selv om AAB København, som Fuglsangpark hører under, havde sagt nej til at sælge. AAB lagde sammen med BL sag an mod Socialministeriet og den daværende Farum Kommune for at få slået fast, at det var en krænkelse af AAB's ejendomsret, og at det var ekspropriation, hvis boligselskabet kunne påtvinges et salg af en række almene boliger.

12.03 Højesteret har på forhånd meddelt, at dommen vil tikke ind på advokatkontorets fax mellem 12.00 og 12.10. Efter års juridisk tvist bliver minutterne lange, når den endelige afgørelse er så tæt på. De spøgefulde bemærkninger fyger i lokalet.

Salgssagen kørte i første omgang i Østre Landsret, hvor AAB og BL tabte. Men BL's juridiske rådgivere vurderede, at præmisserne for landsrettens dom var så uklare, at der var basis for at efterprøve afgørelsen ved Højesteret. Og at dét ikke var nogen helt forkert beslutning, blev bekræftet, da sagen i begyndelsen af oktober blev procederet i Højesteret. Kammeradvokat Karsten Hagel- Sørensen, som førte sagen for Socialministeriet, indledte nemlig sin procedure med at slå fast, at godt nok gik man ind for at stadfæste Østre Landsrets dom - men det skulle være med andre præmisser. Sagt på almindeligt dansk: Juridisk holdt landsretsdommen ikke, den skulle skrives helt om. Det var de juridiske hjerner hos begge parter i sagen altså enige om.

12.04 Lego Andersen er som de andre tilstedeværende utålmodig. Kunne det tænkes, der ikke var papir i faxen? Nej, naturligvis ikke, det var også ment som en spøg.

Andre forhold havde gjort, at man hos AAB og BL med en vis forventning så frem til dommen fra Højesteret. Få dage før, at sagen skulle til behandling i Højesteret, blev to ekstra højesteretsdommere indkaldt, så hele ni af Rigets fremmeste jurister skulle votere og afgøre sagen. Det skete uden tvivl på grund af sagens komplekse og meget principielle karakter, og noget tilsvarende skete også, da Højesteret skulle tage stilling i Tvind-sagen, der som bekendt endte med, at Folketinget fik underkendt dele af loven om Tvind-skolerne.

12.19 Tidsfristen for, hvornår faxen skulle være kommet til advokatkontorets fax er overskredet, og man har ringet til Højesteret for at rykke. Dommen er på vej nu, lyder svaret, men den er lang, derfor ventetiden. Er det et godt tegn?

12.23 Ventetiden er forbi. Faxen begynder omsider at spytte papir ud. Henning Kirk Christensen og Lego Andersen skrålæser ned over de første af de i alt 17 sider, som dommen fylder. Gert Nielsen er den første, som får vished: Landsrettens dom er stadfæstet!

Trods optimismen i dagene op til gik dommen i salgssagen altså imod AAB og BL. Salgene i Fuglsangpark kan gennemføres, og den lovgivning om forsøg med salg af almene boliger, som Folketinget vedtog i 2004, har nu Højesterets ord for, at den ikke er grundlovsstridig - det er ikke en krænkelse af den grundlovsfæstede ejendomsret at pålægge AAB eller andre almene boligorganisationer at sælge boliger imod deres vilje til lejerne. Der er efter års juridisk tvist omsider sat punktum i salgssagen.

12.25 Skuffelsen er tydelig, og dommen nærlæses.

Når dommen i salgssagen fylder hele 17 sider, skyldes det blandt andet, at man skulle skrive en helt ny dom i forhold til landsrettens afgørelse, samt at dommen ikke er enstemmig. Faktisk er afgørelsen en meget snæver 5-4-afgørelse. Flertallet på fem højesteretsdommere lægger afgørende vægt på, "at boligorganisationer er undergivet en meget omfattende offentlig regulering." Altså sektoren er så gennemreguleret, at lovgivningsmagten godt kan flytte kompetencen til at beslutte et salg af almene boliger fra boligorganisationen til en afdeling under samme organisation. Og så skriver de fem højesteretsdommere: "På denne baggrund finder vi, at der ikke med den sikkerhed, som må kræves i en sag som den foreliggende, er grundlag for at fastslå, at lovgivningsmagten ved vedtagelsen af § 75 a, stk. 1, i lov om almene boliger har tilsidesat grundlovens § 73." Formuleringen imponerer ikke jurister. Oversat til almindeligt dansk siger de fem højesteretsdommere, at de ikke er helt sikre på, at ejendomsretten er krænket, hvorfor de ikke vil gå imod en beslutning truffet af et (snævert) flertal i Folketinget. Anderledes klart konkluderer mindretallet på de fire højesteretsdommere. Punkt for punkt gennemgår de juraen i sagen og fastslår klokkeklart, at det er AAB, som ejer boligerne i Fuglsangpark. Til flertallets argument siger mindretallet: "AAB er ikke en del af den offentlige forvaltning, men en privat forening, og tvangsmæssig afhændelse af almene familieboliger udgør et væsentligt indgreb i selve formålet med og grundlaget for foreningens virksomhed. Heroverfor kan det efter vores opfattelse ikke tillægges afgørende betydning, at foreningen i væsentligt omfang har modtaget økonomisk støtte fra det offentlige og er undergivet en intensiv offentlig regulering." Voteringen i Højesteret er ikke offentlig tilgængelig. Der føres en voteringsprotokol, men den kan først læses om 20 år. Men alene ud fra en nærlæsning af dommen, kan man slutte sig til, at voteringen, der startede umiddelbart efter advokaternes procedure den 3. oktober bag de lukkede døre i Højesteret, må have været dramatisk. Det fremgår nemlig direkte af dommen, hvilke dommere, der har indtaget henholdsvis det ene eller det andet standpunkt. Desuden er proceduren for votering skruet sådan sammen, at hver enkelt dommer voterer efter tur. Den med lavest anciennitet som højesteretsdommer voterer først, dernæst den med næstlavest osv., indtil Højesterets præsident voterer til sidst. I salgssagen betyder det, at førstevoterende dommer var Vibeke Rønne efterfulgt af Jon Stokholm, Marianne Højgaard Pedersen og Poul Søgaard. Ifølge dommen er alle disse fire gået ind for at stadfæste landsrettens dom. Derefter har det været Asbjørn Jensens tur, og han har gjort sig til talsmand for at omstøde landsrettens dom og fastslå, at forsøgslovgivningen om tvangsmæssigt salg var i strid med grundlovens paragraf § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed. Havde det været en fodboldkamp, ville man sige, at der med Asbjørn Jensens votering var reduceret til 1-4. Herefter tilkendegav de tre næste højesteretsdommere - nemlig Per Walsøe, Peter Blok og Per Sørensen - det samme synspunkt som Asbjørn Jensen, således at stillingen mellem de to synspunkter har været 4-4, førend at Højesterets præsident Torben Melchior valgte at lægge sit lod i den vægtskål, der altså resulterede i, at dommen faldt ud til lovgivningsmagtens fordel.

Analyse: Ikke så tosset endda

Af Michael Thorberg

Analyse: Ikke så tosset enMan kan ikke være halvvejs gravid, og man kan ikke både tabe og vinde en retssag. Eller kan man? Ingen tvivl om, at dommen fra Højesteret står fast. Den har man bare at rette sig efter. Forsøgsloven om salg af almene boliger er ikke i strid med Grundloven, basta! Det, uanset hvor meget dissens et mindretal af dommerne så har afgivet. Og så burde dén egentlig ikke være længere. Alligevel er der grund til at dvæle ved dommen fra Højesteret en ekstra gang. Tre forhold gør i særlig grad dommen interessant for hele den almene sektor:
• Den siger alene noget om forsøgslovgivningen - ikke den eventuelt kommende permanente lovgivning.
• Den giver ikke noget entydigt svar på, hvem der ejer de almene boliger.
• Den rummer en stor og vægtig dissens.

Ikke en åben ladeport
Det er en vigtig pointe, at Højesterets dom ikke åbner en ladeport for salg af almene boliger. Dommen slår alene fast, at beboerne i Fuglsangpark skal have ret til at gennemføre et køb (ligesom det formentlig vil ske i et par andre sager, der har afventet Højesterets dom). Dommen vedrører altså alene de sager, der har været rejst i relation til forsøgsloven. Det var forventet, at Højesterets dom endeligt ville afklare, hvem der er ejer af de almene boliger: Boligorganisationen eller den enkelte afdeling. Men det er kun i mindretallets begrundelse, at der tages klart stilling til dette. Boligerne ejes af boligorganisationerne. I flertallets begrundelse drages ikke den modsvarende konklusion. Den forskel har naturligvis betydning, hvis et flertal i Folketinget igen skulle få tanker om at pålægge en boligorganisation at sælge fx i forbindelse med vedtagelsen af en permanent salgslov. I relation til diskussion om gravid/ halvvejs gravid, så er alle juridiske eksperter enige om, at der er stor forskel på en 9-0 eller 8-1-kendelse og så en snæver 5-4- kendelse, som blev resultatet. At fire erfarne højesteretsdommere meget klart har argumenteret for, at der var tale om ekspropriation, vil utvivlsomt lægge en dæmper på politikernes lyst til at planlægge nye love med mulighed for tvangsmæssigt salg af almene boliger.

Et grundlag for at komme videre
Med disse tre forhold i baghovedet er det måske slet ikke nogen helt tosset dom med tanke på at komme videre på det politiske plan. Med dommen kan regering og Folketing komme videre uden at tabe ansigt ved at have krænket Grundloven, og den almene boligsektor kan med dommens indhold og karakter forhåbentlig føle sig sikker på, at der ikke kommer nye anslag mod den almene sektors ejendomsret. Dermed er grunden gødet for en konstruktiv dialog mellem alle parter, så man kan finde praktisk gennemførlige ordninger, der mere sigter på at løse problemer om ghettoisering og beboersammensætning - end på ideologi. Præcis det indhold lå også i den udtalelse, som socialminister Karen Jespersen kom med oven på dommen: "Jeg vil nu inddrage dommen i det videre arbejde med et nyt forslag til en salgslov. Udgangspunktet vil her være en fælles beslutningskompetence, så boligorganisationerne, kommunerne og de enkelte afdelinger i fællesskab kan tage initiativ til at bruge salg af lejligheder i indsatsen for bekæmpelse af ghettoer," sagde Karen Jespersen til Ritzau dagen efter dommen i Højesteret. Og på den måde kan man konkludere, at det snævre juridiske nederlag kan være med til at danne grundlaget for de kommende brede politiske løsninger.

Juridsk ekspert: Dommen er tvivlsom

I programmet Orientering på DRs P1 - samme aften, som Højesteret afsagde kendelse i salgssagen - havde journalist Jesper Tynell (JT) besøg af Helle Ina Elmer (HIE), som er jurist og ph.d. på en afhandling om ejendomsret og almene boligorganisationer:

HIE: "Afgørelsen er tvivlsom, fordi vi har en dissens på 5-4. Mindretallet er skråsikre på, at de kan definere, hvem der er ejere i forhold til Grundlovens § 73 - nemlig boligorganisationen, mens flertallet er i tvivl."
JT: "De fire dommere er altså sikre på, at det er ulovligt at sælge, hvad de betragter som andres ejendom, og de fem dommere siger altså, at de ikke med sikkerhed mener at kunne fastslå, at der er tale om brud på den private ejendomsret?"
HIE: "Ja."
JT: "Og den tvivl, som de selv giver udtryk for, den lader de staten komme til gode?
HIE: "Ja." (…)
JT: "Dommen vedrører forsøgslovgivningen om salg af almene boliger. I hvor høj grad vil dommen kunne overføres, så man tillader, at forsøgslovgivningen bliver til en permanent lovgivning?"
HIE: "I dommens præmisser kan man ikke læse direkte, hvilken vægt det har haft, at der er tale om en forsøgslovgivning. Man kan derfor ikke bruge dommens præmisser til at vurdere, hvordan man vil bedømme en permanent ordning med det samme indhold. Når dommens rækkevidde er så tvivlsom, som den er, så ville jeg anbefale, at man ser på Grundlovens § 73 igen i forhold til en permanent ordning og tager den overvejelse i Folketinget."