Farvel til isolerende vægge
Afdeling har nedtaget isolerende vægge på grund af risiko for
skimmelsvamp. Beboer måtte ikke bruge råderetten til at sætte sin
egen isolerende væg op
Af Jakob Bo Feldborg Andersen og Tor Stenstrop
Risiko for skimmelsvamp fik afdelingsbestyrelsen i højhusene
Sorgenfrivang II i Lyngby til at tage en række usunde isolerende
vægge ned i alle boliger. En beboer søgte om tilladelse til at
sætte nye vægge op og fik afslag. Denne afgørelse har
beboerklagenævnet for Lyngby-Taarbæk Kommune for nylig konfirmeret.
Sagen begyndte for seks år siden. Dengang blev der opsat såkaldte
forsatsvægge i værelser med ydervæg mod trapperepos. I løbet af
2004 blev der i en række af boligerne konstateret mørke
misfarvninger på loftet i det udvendige hjørne i disse værelser.
Afdelingen kontaktede Teknologisk Institut, som gennemførte en
mikrobiologisk undersøgelse af ydervæggene for eventuel
skimmelvækst og risikoen for indeklimaet. Teknologisk Institut
konstaterede, at der var skimmelvækst væsentligt over de normale
værdier. Der var risiko for dårligt indeklima. Årsagen kunne ikke
entydigt fastlægges, men Teknologisk Institut fandt ud af, at
forsatsvæggene var skyld i en kraftig nedsættelse af
overfladetemperaturen på indersiden af betonydervæggen. Det
forøgede risikoen for kondensering og dermed skimmelvækst.
Konstruktionsfejl
Derefter foretog Dansk Bygningsanalyse A/S en
indeklimaundersøgelse af otte udvalgte boliger. Formålet var igen
at teste omfanget af skimmelvækst i lejemålet. Også her blev det
konkluderede, at boligerne var så alvorligt angrebet af
skimmelsvamp, at det kunne gå ud over indeklimaet. Den primære
årsag til skimmelvæksten var konstruktionsfejl i forsatsvæggene.
Eksperterne anbefalede, at forsatsvæggene blev fjernet, og at den
oprindelige vægoverflade bagved blev renset og behandlet. På den
baggrund vedtog beboerne i Sorgenfrivang II på et afdelingsmøde at
nedtage forsatsvæggene.
Nej til råderet
Efter afdelingsmødets beslutning ansøgte en lejer i april 2006
afdelingsbestyrelsen om tilladelse til igen at sætte to isolerende
forsatsvægge op med henvisning til råderetten. Afdelingsbestyrelsen
gav afslag under henvisning til undersøgelserne. Lejeren gik til
beboerklagenævnet og bad i den forbindelse om at få at vide, om
afdelingen måtte forringe lejemålet ved at fjerne isoleringen, uden
at der opsættes en ny. Beboerklagenævnet lagde vægt på
undersøgelserne og besluttede, at forsatsvæggene hverken kunne
betragtes som en rimelig eller hensigtsmæssig forandring af
lejemålet. Nævnet fandt dermed ikke grund til at kritisere
afdelingens afgørelse.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. februar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |