• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Forslag om grundsalg under markedspris

Kommunerne skal have mulighed for at sælge egne grunde til en pris under den gængse markedspris

Af Regnar M. Nielsen

Kommunernes mulighed for at deltage aktivt i den lokale boligpolitik er i dag forbeholdt de tilsagn og den økonomiske støtte, man kan give via loven om opførelse af almene boliger. Men reglen om rammebeløbet i samme lov har i hovedstads-kommunerne og i mange områder omkring landets øvrige større byer reelt sat kommunerne uden for reel indflydelse og mulighed for at deltage i en aktiv boligpolitik. Grundpriserne i disse områder kombineret med stigende priser på håndværkere, materialer med mere har umuliggjort nybyggeri inden for rammebeløbet. For igen at give kommunerne en mulighed for at deltage aktivt i den lokale boligudvikling, herunder muligheden for at sikre, at der også kan nyopføres boliger til folk på lav- og mellemindkomster har Bjarne Laustzen og Lissa Mathiasen fra Socialdemokraterne nu stillet et beslutningsforslag i Folketinget om, at kommunerne fremover skal have mulighed for at sælge kommunalt ejede grunde til eksempelvis almene boligorganisationer til en pris, som ligger under den gængse markedspris.

Klar afvisning
I forbindelse med Folketingets førstebehandling af forslaget den 10. maj var der forståelse men ikke megen velvilje fra regeringens side. »De holdninger, der ligger bag beslutningsforslaget er naturligvis positive, og jeg ser jo gerne, at kommunerne langt mere systematisk arbejder med en aktiv boligpolitik. - En boligpolitik hvor kommunerne strategisk arbejder med at opfylde de boligpolitiske målsætninger og herunder skaber rammer for en boligforsyning, som matcher borgernes behov. I den forstand kan man kun have sympati for intentionerne bag forslaget«, sagde socialminister Eva Kjer Hansen under debatten. - Men jeg må klart sige, at jeg ikke kan støtte den konkret foreslåede udmøntning. Det er ikke en god ide at skabe mulighed for at kommunerne skal kunne sælge byggegrunde til en pris under markedspris. Man må her gøre sig klart, at forslaget jo ikke, som det er fremlagt, billiggør byggeriet af boliger. Vi taler med andre ord ikke om en effektivisering eller en billiggørelse af byggeriet, som vi jo alle samme vil være interesseret i og vil kunne tilslutte os, fortsatte hun.

DF vender tommelfingeren ned
Og flertal bag forslaget er der tilsyneladende heller ikke. »Vi er i Dansk Folkeparti stort set tilfredse med lovgivningen, som den er, og ønsker ikke at give kommunerne mulighed for at sælge grunde til priser under markedsvurderingen, da det kan misbruges og medføre konkurrenceforvridninger. Vi er derfor ikke positive over for forslaget«, hed det blandt andet fra Dansk Folkepartis boligpolitiske ordfører Anita Knakkergaard. Klart nej var det også fra Det Konservative Folkepartis ordfører Jakob Axel Nielsen, som mente at forslaget repræsenterede planøkonomiens tankegang. Fra det Radikale Venstres boligpolitiske ordfører, Charlotte Fischer, var der forståelse for problemet men ikke noget tilsagn om at ville støtte det konkrete forslag, som hun i vid udstrækning delte ministerens betænkeligheder ved. I stedet efterlyste hun, at hele problemstillingen omkring støtte til boliger skal gennemanalyseres, og at en mulig fremtidig løsning ligger i, at der til fremtidens bygherrer stilles krav om, at når de får lov til at bygge boliger, der kan udlejes dyrt, skal de også forpligte sig til at bygge boliger, der kan lejes billigt ud. Både Per Clausen fra Enhedslisten og Pernille Frahm fra SF erklærede sig positive overfor forslaget.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. juni 2007
Senest opdateret: 13. august 2010