Forvandlingen af Gellerup
Brabrand Boligforening og Århus kommune har i fællesskab
udarbejdet ambitiøs helhedsplan for Gellerupparken og Toveshøj
Af Regnar M. Nielsen
Blokke skal væltes, boliger skal sælges, nye parcelhuse skal
bygges ligesom store arkitektoniske prestigebyggerier, der skal
indeholde nye erhvervs- og kulturinstitutioner. Brabrand
Boligforening og Århus Kommune vil med andre ord i løbet af det
næste årti efter hollandske dimensioner forvandle Gellerupparken og
Toveshøj fra en monofunktionel almen beboelsesog soveby med
voksende sociale problemer til en helt ny bydel med blandede
ejerformer og et bredt erhvervs- og kulturliv. Det er i hvert fald
ambitionen, som er slået op i den helhedsplan Brabrand
Boligforening og Århus Kommune den 11. juni i fællesskab fremlagde
for omverdenen. - En plan som er de to aktørers foreløbige svar på
en rapport, Brabrand Boligforening i november fremlagde, hvori
hovedkonklusionen var, at Gellerupparken, Toveshøj og for den sags
skyld en væsentlig del af de tilstødende boligområder i løbet af de
næste 10 år vil udvikle sig til en monsterghetto af engelske eller
franske dimensioner.
Arkitektoniske ankre og stram styring af
bosætningen
Centralt i helhedsplanen er etablering og opførelsen af
funktionelle og arkitektonisk veludførte ankre i bydelen. Ankre,
som skal huse erhverv samt kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Ankrene skal blandt andet virke som magneter, der tiltrækker folk
fra hele byen og regionen og derved åbner området for omverdenen.
Især etableringen af en bygade mellem Bazar Vest og City Vest er
ambitiøs. Gennem blandt andet nedrivninger skal der skabes plads
til opførelse af nye boligformer, som skal omfatte alt fra
ejerlejligheder over almene medejerboliger til parcelhuse. Der skal
gennemføres en stram styring af beboersammensætningen. Ligesom der
blandt andet skal sikres øget tryghed for beboere og andre, som
færdes i området.
Finansieringen mangler
Der er i helhedsplanen ikke sat pris på forvandlingen af
det centrale boligområde i den århusianske vestby. Kommunen og
boligorganisationen erkender dog blankt, at regningen ikke kan
betales af dem alene, hvorfor også eksterne parter såsom
Landsbyggefonden, statslige puljemidler, EU-midler samt private
fonde må til lommerne, hvis helhedsplanen skal realiseres og
ghettoiseringen bremses, og området omdannes til en attraktiv
bydel.
Fakta om helhedsplanens område
Området Gellerupparken og Toveshøj, der udgøres af Brabrand
Boligforenings afdelinger fire og fem, består i dag af i alt cirka
2.400 boliger i fire til otte etagers blokke med et samlet
boligareal på 200.000 kvadratmeter. Hele området dækker et areal på
75 hektar. Cirka 85 procent af beboerne har indvandrerbaggrund. 44
procent er børn. Og et overvejende flertal af de voksne tjener
under 150.000 kroner om året. Gellerupparken og Toveshøj er opført
i perioden fra 1968 til 1972.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
8. juli 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |