Fristaden Christiania bliver måske almen boligorganisation

Af Regnar M. Nielsen

På vejen til den Grå Hal i Christiania, hvor herværende journalist har en aftale med en af fristadens indbyggere, passerer jeg legepladser med masser af børn iklædt den traditionelle røde »Bevar Christiania «-sweatshirt. Det er den med de tre gule prikker. Så et udsalg for økologiske juletræer. Her står fire christianitter og varmer hænder over en olietønde, der er tændt bål i.
»Mangler du et juletræ?«
»Jah! men det er besværligt at få med i metroen og taxaen: «
»Jeg har dem også ganske små«, prøver han.
»Nej Tak!«
»Mangler du så ikke at købe en julegave?«, spørger en af de andre. »Tjohhh....«
»Jeg har et meget fint ur, du kan købe… Billigt.«
»Nej..! Det går nok ikke«, begynder jeg.
»Vi kan hjælpe med andet. Mangler du noget, du og lillemor kan hygge jer med i aften? « spørger den tredje.
»Nej…! Hun har jo mig«, svarer jeg.
Nysgerrigheden i forhold til, hvad den fjerde eventuelt har at byde på er i intens kamp med travlheden. Men det er lige før, jeg skal møde min aftale, Mette Pragh, som skal sætte mig ind i Christianias normer og liv, så jeg skynder mig videre. Da jeg når den Grå Hal, tænker jeg, at det er umuligt. Hallen er fyldt med mindst 1.500 københavnere på Fristadens julemarked. De første tre handlende, jeg spørger, kender hende ikke. Så kommer jeg i tanker om, at hun herude hedder Mette Pagode. Tre minutter senere har venlige lokale fundet hende frem til mig. Og vi sætter os ved en café og snakker.

Det ultimative beboerdemokrati
»Hvem der bestemmer på Christiania…? Det gør christianitterne. Eller rettere fællesmødet hvor alle, der er registreret som borgere i fristaden, kan komme og give deres mening til kende. Og der kommer altid mange. Altid mellem 80 og 200. Og i de verserende spørgsmål om Christiania har der på møderne været op mod 400«, siger Mette Pragh. »Her er i øvrigt ikke noget mindretal, der bliver trynet. Reglen er, at alle skal være enige. Og man når næsten altid et bæredygtigt kompromis. I store sager er der ofte i starten stor uenighed, men så nedsættes der forskellige udvalg, som udarbejder kompromisforslag. Og til sidst bliver man enige, fortsætter hun.

Det komplette samfund
Fællesmødet er Christianias parlament. Her udstikkes retningslinjer til forhandlerne, der med staten leder efter en model for Christianias fremtid. Det er her, at størrelsen på beboeres og virksomheders skatter eller bidrag til fællesøkonomien fastsættes. Og det er her, linjerne stikkes for Christianias egne børne- og ungeinstitutioner samt for det omfattende vedligeholdelsesarbejde på bygninger og arealer. Faktisk er det et betydeligt samfund med et årligt budget på 16 millioner. Christiania er endvidere inddelt i 14 lokalområder, som har betydelig selvbestemmelsesret. Her afgøres det, om nogen kan starte en virksomhed i området. Og her afgør man, om nogen skal fritages for at betale bidrag. Det kan ske, hvis man har været syg eller på anden vis er kommet i vanskeligheder. »Vi har egen maskinpark og egne folk, der tager sig af renovation, og vedligeholdelse. Al vedligeholdelse. Går der et kabel under jorden eller en vandledning, tager vi os selv af det. Vi har også egen vuggestue, børnehave, fritidsklub og ungdomsklub. Det er professionelle folk, der udfører arbejdet, mens det administrative arbejde ligger i forskellige frivillige grupper. Der er en gruppe, som tager sig af vedligehold og nybyggeri. Jeg er uddannet arkitekt, så der sidder jeg. Andre grupper tager sig af institutionerne og kulturlivet, forklarer Mette Pragh.

Det kriminelle Christiania
Christiania er et uafhængigt samfund, der i øvrigt langt hen ad vejen kan udvise betydelige resultater. Mange vil dog fremhæve, at de glemte at nedsætte en ordensmagt. I tidens løb har fristaden været hjemsted for rockere, hvoraf nogen blev nedstøbt i cement, og så den omfattende hashhandel. Et attraktivt og ikke mindst lukrativt marked, der har resulteret i adskillige drab i og omkring fristaden. »En del af Christianias kultur er hash og har altid været det. Det er noget mange, som bor på Christiania og dem som bruger Christiania nyder og har et afslappet forhold til. Men efter tre års politibesættelse er den kultur ved at være tyndslidt. Vi har i de sidste tre år nærmest været belejret af politiet. De pushere vi kendte, og som havde respekt for Christiania er væk. Nu kommer de alle sammen fra Tingbjerg og Nørrebro. De har ingen respekt for os eller for politiet eller hinanden. Den stressende politiindsats har nærmest avlet mere vold, siger Mette Pragh.

Det almene spøgelse
Politiet er dog ikke det eneste, som stresser christianitterne. I de 35 år fristaden har eksisteret, har området nærmest permanent været i en eksistentiel overlevelseskamp med staten, som jo ejer området. Nu presser staten på for at få christianitterne til at gå med i en aftale, som blandt andet omfatter, at boligerne skal indpasses i en almen boligafdeling. »På den ene side trænger vi til at slippe ud af denne evige kamp. Men det må ikke koste vores identitet. Vi vil ikke ende som det almene byggeri, der består af den ene gule blok efter den anden uden nogen kender naboen eller andre. Vi vil også fortsat have indflydelse på, hvem der skal kunne flytte ind, ligesom vi heller ikke bryder os meget om bureaukrati. Men det kan jo være, at det bliver løsningen, siger hun. Det er utvivlsomt en uregerlig størrelse, som eventuelt skal skrues ned i en størrelse almen. Men omvendt kan det også blive en kilde til enorm inspiration. Beboerdemokratiet er nærmest ultimativt. Det samme er råderetten. Og i modsætning til mange af de stereotype boligområder, med blokke efter blokke kun varieret af velholdte græsplæner, er der på Christiania et helt samfund med masser af butikker, restauranter og i sandhed bemærkelsesværdige kulturinstitutioner.

Fakta om Christiania
Der bor skønnet mellem 850 og 900 personer på Christiania. Af dem er 200 børn. Det er tilsyneladende et økonomisk ressourcesvagt område. Den gennemsnitlige registrerede indkomst er på 106.000 kroner. En stor gruppe af beboerne er relativt ressourcestærke med god bolig, pæne indtægter og job uden for Christiania. 12 procent af indbyggerne har indkomster på over 200.000 kroner. Omvendt er der en meget stor gruppe med relativt tunge sociale problemer. Der er en kraftig overrepræsentation af personer med psykiske lidelser og alvorlige misbrugsproblemer. 29 procent af indbyggerne tjener officielt under 50.000 kroner om året. Og 20 procent er registret til ikke at have nogen indkomst overhovedet, heller ikke nogen form for overførselsindkomst. Der skal dog tages en del forbehold omkring de enkelte christianitters økonomiske situation. Dels er der en intern selvstændig økonomi på Christiania, hvor personer, der arbejder for fællesskabet med renovation, gartneri, vedligeholdelse med mere, får udbetalt Christiania-løn, som svarer til mellem 35 og 75 kroner i timen. Dels er der en omfattende illegal økonomi. Herunder stadig et omfattende hashsalg.

Statens tilbud til christianitterne
Der laves ny lokalplan for området, der opdeler Christiania i tre delområder, og som frigør arealer, hvor der skal nybygges 24.000 bruttoetagemeter nye boliger. De nyopførte boliger skal have blandede ejerformer. Christiania stifter en almen boligorganisation, som køber store dele af boligerne på Christiania. Boligerne skal udlejes efter en traditionel åben venteliste, hvor boligerne visiteres efter ansøgernes anciennitet. Statens indtægter fra salget af bygningerne til den almene boligorganisation skal gå til renovering af bygninger og voldanlæg. De mange bygninger med erhvervsmæssige, sociale, kulturelle og sociale aktiviteter overgår til en fond, som styres af christianitterne. Fonden skal også administrere og udleje den jord, som de bevarede selvbyggerhuse ligger på. Volden skal genoprettes, hvilket betyder, at 58 bygninger må fjernes heraf 32 selvbyggerhuse.