Ingen erstatning for skimmelsvamp
Østre Landsret har frikendt Rødovre almennyttige Boligsselskabs
afdeling Carlsro for at være årsag til, at en tidligere beboer blev
syg af skimmelsvamp
Af Helge Møller
Det hjalp ikke, at en tidligere beboer i DABs afdeling Carlsro i
Rødovre ankede den dom, Rødovre ret afsagde i juni 2005, til
landsretten. Ved retten i Rødovre havde hun krævet en erstatning på
160.000 kr. plus renter for tab af tøjindkøb, indbo og
medicinudgifter. Udgifter, som hun havde haft på grund af
skimmelsvamp i sin lejlighed i Carlsro, og som hun mente, at
boligselskabet var skyld i. Hendes krav ved landsretten var det
samme.
Ikke erstatningsansvarlig
Retten i Rødovre havde i sin dom lagt til grund, at boligselskabet
ved opsætning af en indvendig isoleringsvæg i hendes soveværelse
havde begået en fejl og derfor skulle erstatte hende med 61.250 kr.
inklusive renter. Det mente landsrettens dommere ikke. De fastslog,
at boligselskabet ikke havde begået fejl ved opsætningen af
isoleringsvæggen. Der var anvendt en sædvanlig gipsvæg, der var
godkendt til opsætning som en indvendig isoleringsvæg, og den
valgte fremgangsmåde var forsvarlig efter den viden, man havde på
området på det tidspunkt, hvor væggen blev sat op. Der var heller
ikke begået fejl ved renoveringen af boligen og rengøringen af
denne og hendes indbo, som hun hævdede. Derfor erklærede
landsretten, at boligselskabet ikke kunne være
erstatningsansvarlig.
Huslejereduktion
Derimod skal boligselskabet give hende en reduktion i
huslejen fra den 15. juli til 31. december 2000, da lejemålet led
af en mangel, når der var skimmelsvamp i et omfang, som det blev
konstateret. Ligeså skulle hun have en godtgørelse på 4.000 kr. for
øget elforbrug i samme periode. Da boligselskabet udbetalte den
tidligere beboer de 61.250 kr., som hun fik tilkendt ved retten i
Rødovre, skal hun med reduktionen i huslejen tilbagebetale
boligselskabet 53.390 kr. samt 50.000 kr. i sagsomkostninger.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |