Lettede beboere i Farum Midtpunkt
Hærværk og ballade har været daglig kost for beboerne i Farum
Midtpunkt. Men nu er de værste problemer løst, og det glæder
beboerne
Af Samina Usman
Forestil dig, at skraldespanden i din opgang står i brand. Eller
at en flok unge drenge handler med narko i opgangen. Sådan så
hverdagen ud for mange beboere i den berygtede blok 12 i Farum
Midtpunkt. Men nu er der kommet styr på problemerne til stor glæde
for beboerne. - Larm, hærværk og trusler var en del af hverdagen
før i tiden. Nu er det ikke så slemt længere, beretter 30-årige Bo
Hansen, der har boet i blok 12 i to og et halvt år.
Problemet er talt voldsomt op
Pia Jensen, der er 43 år og mor til fem børn, har sin
daglige gang i blok 12. Hun bor i blokken ved siden af. - Jeg har
boet i Farum Midtpunkt i 23 år og er enormt glad for at bo her. Det
er korrekt, at der har været nogle episoder med larm på gangene,
tilråb og så videre. Men det er talt voldsomt op. Fænomenet er ikke
særskilt for Farum. Det sker også andre steder, konstaterer
hun.
Ingen overfald på gamle damer
Samme holdning deler Inga Petersen, medlem af bolig-
socialudvalget i Farum Midtpunkt. - Problemet er pustet op. For
nogle dage siden havde vi igen nogle små brande. Men taget i
betragtning af, at her bor omkring 4000 mennesker, så er det
småting. Her er ingen gamle damer, som bliver overfaldet, og folk
bliver ikke stukket ned. Men ildspåsættelse er en alvorlig sag, og
det er vi opmærksomme på, påpeger hun. Det er en lille gruppe på
under ti mand, der ifølge Inga Petersen har stået for størstedelen
af uroen i området. - De har været meget destruktive. Men
Nordsjællands Politi er på stikkerne, de bruger en kombination af
brandslukning og langsigtet løsning, for at holde ballademagerne
væk. Og det ser ud til at virke, lyder det begejstret fra
hende.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |