• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Milliontab på blokade

Arbejdernes Andels Boligforening i Århus kræver erstatning af fagforening, som blokerede byggeplads i forbindelse med tømrerfirmas konkurs

Af Jørn Nyvang Foto: Simon Jeppesen

Først pillede de taget af. Så lagde de det på igen, uden der var sket noget i mellemtiden. Det kunne lyde som en Århus- historie og er det. Men den er ikke bare til at grine ad. Den kommer til at koste et tab på fire-fem mio. kr. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i Århus har anlagt sag mod Forbundet Træ- Industri-Byg (TIB) for at få det til at betale en del af mankoen. Striden er opstået i forbindelse med indretning af tagboliger, der indgår i en renovering af AAB's afdeling Viborggården. Arbejdet gik i gang i foråret 2006 og skulle vare halvandet år, men gik i stå efter et par måneder, da firmaet med tømrerentreprisen standsede betalingerne. - Det lykkedes dem aldrig at rekruttere det nødvendige antal håndværkere. De skulle have haft 19-20 svende, men nåede aldrig at komme op over 7, og flere af dem forlod firmaet igen, fortæller boligforeningens tekniske chef, Arne Tollaksen.

Akut tagproblem
Taget var pillet af fire boliger, og et stilladsfirma skulle i overensstemmelse med sin aftale snart demontere overdækning, kran og stillads. AAB var hermed under pres. Boligforeningen fik stilladsfirmaet til at udsætte demonteringen og forhandlede med tømrerfirmaet for i det mindste at få færdiggjort de fire tagboliger. Det lykkedes ikke. Tømrerfirmaet gik senere konkurs. AAB kom i kontakt med et andet tømrerfirma, som i mellemtiden havde ansat de oprindelige syv mand. Det blev aftalt, at de skulle rydde op på pladsen og sikre materialerne. AAB håbede også at få lov til at lade dem færdiggøre de fire tagboliger. De syv mand var ikke nok til også at færdiggøre tre boliger i stueetagen, som det kriseramte tømrerfirma også var gået i gang med. Her indgik AAB aftale med et tredje tømrerfirma, som netop var færdig med en entreprise om badeværelser som led i renoveringen.

Tabsbegrænsning
Da folkene fra de to tømrerfirmaer stillede på byggepladsen, meddelte TIB, at den ville blive blokeret. Fagforeningen krævede godtgørelse for tab, dets medlemmer havde lidt på projektet i forbindelse med det første tømrerfirmas deroute. - De startede med et krav på 216.000 kr. for tabt løn samt 1,5-2 mio. kr. for tab på akkord, siger inspektør Finn Villadsen, AAB. Arne Tollaksen finder, at fagforeningen har været helt galt afmarcheret: - Vi gjorde gældende, at de to firmaer ikke indtrådte i entreprisen. Loven om virksomhedsoverdragelse gælder ikke her, fordi vi kun sørgede for at begrænse tab. Vi påbegyndte ikke nye boliger.

Spærret konto
Selv om parterne ikke kunne blive enige, forhandlede de sig i januar frem til, at byggepladsen kunne lukkes ned. Det vil sige, at taget måtte lægges på igen. På det tidspunkt havde folkene fra det konkursramte firma fået skyldig løn fra Lønmodtagernes Garantifond, og TIB's krav var barberet ned til 105.000 kr. Det blev aftalt mellem parterne, at AAB indbetalte beløbet på en spærret konto, indtil tvisten har været igennem voldgiftsnævnet. TIB anklager boligforeningen for at have overtrådt den kooperative fællesaftale. Det kan der ikke være tale om, mener AAB. Boligforeningen betragter sig som kunde og ikke arbejdsgiver i denne sag. Derfor vil AAB have voldgiftsnævnet til at afvise sagen. AAB vil derimod føre en egentlig retssag. Her kræver boligforeningen godtgørelse fra TIB for de ekstra omkostninger, blokaden har medført. De skønnes at udgøre en mio. kr.

Eneste mulighed
Faglig sekretær Hans Rasmussen, TIB, afviser kravet. - Vi havde medlemmer, som havde penge til gode. De blev fyret i en igangværende akkord. Hvis byggeriet først er lavet færdigt, har vi ingen sanktionsmuligheder. Hans Rasmussen finder det ligegyldigt, om AAB var en part i sagen. Det, han lægger vægt på, er, at de involverede medlemmer havde en nedskrevet akkordaftale om et væsentligt større antal boliger, end de fik mulighed for at udføre. Uanset udfaldet af tvisten mellem boligforeningen og TIB, kommer sagen til at koste AAB mange penge. Det første tømrerfirmas konkurs har påført renoveringen ekstraudgifter på fire-fem mio. kr. Dem skal beboerne under ingen omstændigheder hænge på.

Tagboliger i bytte for sammenlægninger

Viborggården får tagboliger for at gøre det muligt at sammenlægge lejligheder. Afdelingen bærer præg af at være opført under anden verdenskrig. Før renoveringen var 284 af afdelingens 401 boliger to-rums med bare 0,8 kvadratmeter toilet. Her var beboerne henvist til fælles bad i kælderen, medmindre de havde indrettet sig med en bruser på toilettet. Løsningen bestod i at sammenlægge lejligheder, så der blev plads til ordentlige badeværelser. Men da Århus Kommune er imod nedlægninger af lejligheder inden for ringgaden, måtte der skaffes erstatningsboliger. Kommunen gik med til at nedlægge 58 lejligheder under forudsætning af, at der kom 44 tagboliger. AAB fik kommunen til at acceptere, at der ikke blev flere erstatningsboliger. Ellers måtte der inddrages flere lofter, og så skulle projektet have været til nabohøring i et tilstødende villakvarter. Det ville have forsinket renoveringen, som afdelingen havde sparet op til og ventet på i 10 år.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. september 2007
Senest opdateret: 13. august 2010