Monumentet for rammebeløbet
Ovenstående ville være et passende navn for den afbillede vej,
der ender i ingenting
Af Regnar M. Nielsen Foto: Harry Nielsen
Hvor vejen ender, skulle der ligge moderne plejeboliger med et
nyt avanceret plejecenter til. Men på trods af at kommunen allerede
har lavet en vej, der skulle føre helt hen til den nye institution,
er grunden fortsat tom. Priser på håndværkere og byggematerialer er
i de seneste år steget så voldsomt, at projektet ikke kan
gennemføres inden for rammebeløbet.
Gode erfaringer med ældreboliger
I Helsingør har de en ældreboligplan, som skal sikre, at
byens ældre og andre plejekrævende borgere får en ordentlig og
tidssvarende bolig. I Helsingør har de også Helsingør Boligselskab,
der har bevist, at de er rigtig gode til at bygge plejeboliger. I
2004 indviede man blandt andet »Grønnehaven« med 127 plejeboliger
på 65 kvadratmeter stykket. Som et led i kommunens ældreboligplan
afløste det plejehjemmet Hammershøj, som var nedslidt,
utidssvarende og med boliger på ni kvadratmeter. Nybyggeriet faldt
så succesfuldt ud, at udskiftningen af beboere faldt fra 115
procent om året til cirka 30. Glæden ved at bo i den nye lyse bolig
med den tilknyttede service, fik ganske enkelt beboerne til at leve
længere.
Tog alle forholdsregler
Glade for succesen med Grønnehaven, der var i hus, gik
kommunen og Helsingør Boligselskab i gang med at planlægge næste
skridt i forhold til opfyldelsen af kommunens ældreboligplan. Nu
skulle der bygges ældreboliger med tilknyttet plejecenter til
erstatning for det nedslidte og utidssvarende Teglgården. Ved
Ålsgårde lidt uden for Helsingør fandt man en smuk grund. Og
Helsingør Boligselskab gik i gang med at planlægge opførelsen af
ældrecenteret Falkenberg. - Vi afviklede en arkitektkonkurrence,
der blandt andet tog højde for, at boligerne skulle opføres til
rammebeløbet. Og dommerne i arkitektkonkurrencen vurderede, at
forslaget fra Arkitema KS i Århus, der vandt konkurrencen, kunne
opføres inden for det daværende rammebeløb, siger Birthe Flæng
Møller, der er direktør for Helsingør Boligselskab. Efter vinderen
blev udpeget, blev der nedsat et arbejdsudvalg bestående af
teknikere og repræsentanter fra kommune, boligorganisation og
arkitekter, som udvikler det endelige projekt, som så udsendes i
licitation. Målet var, at byggeriet skulle sættes i gang i juli
måned 2006.
Forebyggede med yderligere besparelser
- Arkitekterne sagde allerede i efteråret 2005, at byggeriet
var ved at blive lidt overophedet, så for at forebygge eventuelle
ulykker satte vi os allerede dengang ned for at finde besparelser,
inden projektet overhovedet blev udbudt i licitation. Vi lavede et
budget, der hed 72 millioner kroner. Og vi kunne i forhold til
rammebeløbet leve med, at det eventuelt kom til at koste 80
millioner, forklarer Birthe Flæng Møller. - Det billigste tilbud,
vi fik i forbindelse med licitationen, var på 97 millioner kroner.
Og det var vel at mærke eksklusiv tilslutningsafgifter og
bygherreleverancer. Når de udgifter blev lagt til, var prisen 107
millioner kroner, siger Birthe Flæng Møller. Helsingør Boligselskab
og Helsingør Kommune stod altså pludselig med et projekt, der var
25 procent dyrere end projekteret, og rammebeløbet
tillader.
Kan ikke finde 25 procent
Da vi byggede Grønhaven i 2004, holdt vi os lige akkurat
inden for rammebeløbet. Standarden i de to projekter var ens,
bortset fra at vi jo allerede inden licitationen havde fundet
besparelser, fordi vi vidste, at det blev knapt. Alligevel står vi
nu overfor at skulle finde besparelser på over 25 procent. Og det
kan ikke lade sig gøre, siger Birthe Flæng Møller. - Kommunen har
været utrolig fleksibel i forhold til at finde udveje og løsninger,
som kunne bringe omkostningerne ned. Ligesom det bestemt ikke var
prisen på grunden, vi har købt af kommunen, som vælter budgettet.
Rammebeløbet er 20.000 kroner pr. kvadratmeter. Vi har købt grunden
for 2.600 kroner pr. kvadratmeter, fortsætter hun.
Kommunal irritation
I Helsingør Kommune er der ikke ligefrem begejstring over, at
man grundet rammebeløbet ikke kan få gennemført ældreboligplanen. -
Det er skide irriterende… Naturligvis bør rammebeløbet følge den
prisudvikling, som ellers præger samfundet, siger Helsingørs
konservative borgmester, Per Tersbøl. - Når der er sagt, så vil jeg
også lige udtrykke min irritation over, at det her hænger sammen
med, at politikerne - og det gælder dem alle fra venstre til højre
og så den almene sektor - ikke kan finde ud af at kommunikere
ordentligt sammen om de her ting, fortsætter han. Indtil videre er
skæbnen for ældreboligcenteret Falkenberg
uvist.
Fakta om rammebeløbet
Den 1 januar 2004 indførte regeringen et maksimumbeløb for
støttet boligbyggeri. Regeringen ønskede at stoppe tendensen til
prisstigninger i det almene byggeri og samtidig undgå det meget
dyre byggeri med stigende offentlige udgifter til følge.
Maksimumbeløbet reguleres én gang årligt- første gang januar
2005.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. maj 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |