Samling fra Tønder til Marstal
To sønderjyske fællesadministrationer er blevet til én og har
samtidig trukket endnu en boligorganisation til sig.
Af Jørn Nyvang
Andelsselskaberne De Lokale Boliger og Alssund
Boligadministration er blevet til Dalbo. Herfra administreres 15
boligorganisationer med tilsammen 7.500 lejemål. Fra nytår kommer
det Ærøske Boligselskab til med 330 lejemål. Hermed vil der være
samling fra Tønder i vest til Marstal i øst samt fra Vamdrup i nord
til den tyske grænse i syd. Dalbo får hovedadresse i Sønderborg,
ligesom Alssund Boligadministration har haft det. Den tekniske
afdeling skal dog ligge i Felsted ved Aabenraa, hvor De Lokale
Boliger har haft adresse. Navnet på fusionen lå lige for. De to
boligadministrationer blev i det daglige kaldt for DLB og Albo.
Sagt lige efter hinanden dannede de to tilnavne ordet Dalbo. Som
direktør er valgt Jan Mortensen, der hidtil hare været
administrationschef for Alssund Boligadministration. Udnævnelsen
hænger godt sammen med, at både direktør Arne Laue fra Alssund
Boligadministration og ordførende forretningsfører Jonny Gjerlevsen
planlægger at trække sig tilbage næste år. D'herrer fyldte i fjor
60 år med ni dages mellemrum. Arne Laue har i 24 år været først
forretningsfører for Boligforeningen Søbo og dernæst direktør for
Alssund Boligadministration, da boligforeningen var med til at få
den oprettet. For et år siden flyttede han til Skanderborg. I
mellemtiden har han pendlet en del, haft en ugentlig
hjemmearbejdsdag og boet noget af tiden i en af boligforeningens
lejligheder. Hans kollega i Det Ærøske Boligselskab,
forretningsfører Hans Jørgen Mose Hansen, bliver også pendler noget
af tiden. Han fortsætter sit virke på øen og skal samtidig overtage
nogle funktioner på Dalbos hovedkontor i Sønderborg. "Vi har været
opmærksomme på vore muligheder i fremtiden, efter at en rapport fra
Socialministeriet anbefalede boligadministrationer på under 2.000
lejemål om at finde sammen," forklarer Hans Jørgen Mose Hansen om
Det Ærøske Boligselskabs motiv til at gå med i det sønderjyske
samarbejde. Boligselskabet kunne også have søgt samarbejdspartnere
på Fyn, men ikke finde nogen af Dalbos type. Hans Jørgen Mose
Hansen bliver ikke eneste ærøske islæt hos Dalbo. Direktør Jan
Mortensen er det i forvejen. Han er kendt på øen. Blandt andet med
en fortid som revisor (herunder for boligselskabet), medlem af Ærø
kommunalbestyrelse og som administrationschef for Ærøfærgerne.
Andelshavere i Dalbo
Boligselskabet SYDBO i Haderslev, De Vanføres
Boligselskab i Aabenraa, Højer Andelsboligforening, Løgumkloster
Andelsboligforening, Padborg Boligforening af 1949, Rødding
Andelsboligforening, Rødekro Andelsboligforening, Skærbæk
Boligforening, Tinglev Boligselskab, Tyrstrup Andelsboligforening
af 1955, Vamdrup Boligselskab, Åbenrå Amts Boligselskab,
Boligforeningen Søbo, Augustenborg-Sydals Boligforening, Nordborg
Andelsboligforening samt fra 1. januar Det Ærøske Boligselskab.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. december 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |