Sidste udkald
Hvis ikke der gribes langsigtet ind, bliver Gellerup, Toveshøj
og Skovgårdsparken en isoleret ø af fattige arabere uden
tilknytning til det øvrige Århus
Af Jens Rossen
Brabrand Boligforening tegner i Områdeplan Gellerup dystre
fremtidsudsiger for Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken. I
de tre særligt udsatte afdelinger udgør indvandrere i dag 88, 82 og
52 procent af beboerne. Tre tendenser er iøjnefaldende: Tyrkerne
flytter ud og araberne ind, indvandrerandelen stiger, og her er
uforholdsmæssigt mange børn. Fattigdommen er udtalt. Tre fjerdedele
af beboerne over 17 år er på overførselsindkomst, og langt over
halvdelen har en bruttoindtægt på under 150.000 kroner. I
Gellerupparken har kun 20 procent mere at gøre godt med. Området er
belastet af kriminalitet, der i efteråret 2006 er tilspidset med
påsatte brande, brandmænd der bliver stenet og unge drenge, der
overfalder ældre mennesker i tunnelen ved City Vest. Her er også
flere indbrud end tidligere, og politiet har afsløret
narkocentraler i flere lejligheder.
To scenarier
Center for Fremtidsforskning har analyseret sig frem til to mulige
scenarier i 2016. I skrækscenariet bliver der ikke gjort noget for
at vende udviklingen, og området vil i endnu højere grad være en
ghetto med palæstinensere, tyrkere, pakistanere og somaliere, der
klumper sig sammen i grupper og er i etniske konflikter med
hinanden. De, der var børn i 2006, udgør nu Århus Kommunes største
ungdomsproblem. I det positive scenario er området præget af
virkelyst, iværksættere og økonomisk fremgang. Gellerupplanens
stuelejligheder huser en række mindre service- og
produktionsvirksomheder, beboersammensætningen ændrer sig langsomt,
og børnene er mere aktive i skolerne. Tredjegenerationsindvandrerne
søger nu også ind på handelsskole og universitet. Udviklingen er
vendt ved at yde mikrolån til iværksættere og ved gennem
lokalplaner at åbne for at nedlægge boliger til fordel for erhverv.
Almindelige ventelister er suspenderet, der var i nogle år lukket
for tilgang af indvandrere i Skovgårdsparken. Desuden er der bygget
kulturinstitutioner, og folkeskolerne er som de første i landet
gjort til iværksætterskoler.
Ejendomsmægler tvivler på salg
Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at vende udviklingen for
eksempel ved at følge nogle af rådene fra fremtidsforskeren.
Brabrand Boligforening mener, der skal tænkes langsigtet og i
helheder. En plan, der skal redde afdelingerne fra total isolation,
kræver nyinvesteringer til omfattende renoveringer og må
nødvendigvis række mindst ti år frem i tiden. Foreningen fraråder
både udvidelse af Bazar Vest og etablering af en stor-moske i
området. Hverken salg eller kombineret udlejning kan løse
problemerne. Home Århus har konkluderet, at salg af lejligheder vil
være særdeles svært. Hvis det skal ske, skal der sælges af en hel
nyistandsat blok til fordelagtige priser. Brabrand Boligforening
foreslår i stedet fleksibel anvisning og mulighed for medejerbolig
som brugbare modeller.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |