• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Sig navnet: Hotel Haraldskær

Boligselskabernes Landsforening har bortforpagtet driften af sin kursusejendom til kæde af konferencehoteller under Danmarks Lærerforening for en periode

Af Jørn Nyvang

Beboerdemokrater og ansatte i boligorganisationer skal vænne sig til et nyt navn på det sted, hvor de normalt bliver dygtiggjort: Hotel Haraldskær. Under dette navn markedsføres kursusejendommen, efter at Boligselskabernes Landsforening (BL) har bortforpagtet driften til Sinatur, en kæde af konferencehoteller, ejet af Danmarks Lærerforening. Forpagtningen trådte i kraft 1. august og gælder i 15 år, men BL er stadig ejer og har pligten til at vedligeholde bygningerne udvendigt. Navnet er den mest dramatiske ændring for de boligfolk, der bruger kursuscentret ved Vejle. Personalet er det samme. Nu blot ansat ved Sinatur. Forstander Flemming Hansen fortsætter som direktør. Undervisningen af boligfolkene vil BL stadig stå for.

Fælles udvikling
Forpagtningen er udtryk for markante ændringer på kursusmarkedet i de senere år. Haraldskærs regnskaber har haft svært ved at opnå balance. - Hovedproblemet har været at banke omsætningen tilstrækkeligt i vejret. Haraldskær befinder sig i en skarp konkurrence. Vi kan ikke selv bidrage ret meget til et bedre resultat, når vore egne kurser nu udgør under halvdelen af aktiviteten, siger BL's direktør, Gert Nielsen. Den nye samarbejdspartner har oplevet en tilsvarende udvikling med sine egne kurser. - Da jeg startede her for 14 år siden, udgjorde lærerforeningen 75 procent af omsætningen. I dag er vi nede på ca. 30 procent, siger Morten Grimsgaard, der er direktør for Sinaturs konferencehotel, Gl. Avernæs, ved Assens. Sinatur er selv et resultat af denne udvikling og blev oprettet så sent som i vinter som paraply for lærerforeningens dengang fem kursuscentre. Indtil da var de blevet drevet under hvert sit navn. - Det viste sig, at der ikke var ret mange, der vidste, at vi var i samme familie. Det gjaldt især kunder inden for det offentlige og fra det private erhvervsliv. Jeg talte for eksempel med en kunde, der kendte til Gl. Avernæs, men ikke til et af vore andre kursuscentre, Frederiksdal, selv om vedkommende var nabo til det, fortæller Morten Grimsgaard.

Indendørs investeringer
Kursuscentrenes ledere skiftede titel fra inspektør (som smagte for meget af skole) til direktør. Siden har de fem (nu seks) konferencehoteller været markedsført som et hele, og det har givet en bedre forretning og en stærkere fællesånd, fastslår direktøren på Gl. Avernæs. Sinatur betragter Haraldskær som en velholdt kursusejendom og har ikke tanker om at ændre ved den prisbelønnede arkitektur. Men indadtil bliver der fokus på forbedring af mødelokaler, AVudstyr og tekniske hjælpemidler. Det kræver investeringer, som Sinatur er langt mere gearet til at gennemføre end BL. Til gengæld har BL sikret sig forpagtningsafgifter og de samme rabatter, som i dag gælder for foreningens kurser.

Flere muligheder for BL
- BL vil fortsat have et stort forbrug af Haraldskær, men jeg tror også, at vi vil få at se, at foreningen lægger nogle af sine kurser på nogle af de andre Sinatur-hoteller, siger direktør Flemming Hansen. Der vil også stadig blive tilbud om ferieophold for beboere på Haraldskær. Muligvis bliver der tale om at blande dem med andre ferierende. For Flemming Hansen er det ikke noget nyt at arbejde for Sinatur. Han kom til Haraldskær i 2004 efter seks år som inspektør for Hotel Sixtus, der også indgår i kæden. Samtidig med bortforpagtningen har BL besluttet at sælge forstanderboligen fra 1869 ved siden af Haraldskær. Det er mange år siden, en forstander har beboet huset.

Bevidst stavefejl

Navnet Sinatur lyder som en stavefejl, der kunne få enhver dansklærer til at tilføje et g med sin tuschpen. Men det er helt bevidst. De potentielle kunder skal tænke på natur, som er et aktiv for alle seks konferencehoteller. Og så skal navnet også lyde som det rigtige ord signatur, der er noget man sætter på et dokument, og som er et stempel på troværdighed. Helt i samme ånd er Sinaturs logo lyseblåt, der skal minde beskueren om vand og himmel. Men det skal ikke være den eneste kvalitet. Derfor er sloganet da også »Ophold med mere end udsigt«.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. september 2007
Senest opdateret: 13. august 2010