Socialminister vil give 600 millioner
Men det er de fattigste, der i givet fald må betale
Af Regnar M. Nielsen
- Jeg vil forsøge at få Folketingets partier til at tilslutte
sig et forslag om, at der over fire år tages 600 millioner kroner
fra satspuljen til at gennemføre hjemløsestrategien, lovede Eva
Kjer Hansen, da hun fremlagde regeringens hjemløshedsstrategi. I
det forslag ligger der dog ikke nogen gave til de hjemløse fra
statens årlige bugnende budgetoverskud. Tværtimod vil der, hvis
socialministeren får held til at samle flertal for forslaget, være
tale om en gave til de hjemløse fra Danmarks
kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, folkepensionister og
andre på overførselsindkomst. Midlerne i satspuljen stammer nemlig
fra en årlig nedregulering af statens udgifter til de samlede
overførselsindkomster. Loven om satspuljen blev vedtaget i 1991.
Hvert år dyrtidsreguleres samfundets overførselsindkomster, så de
nogenlunde følger de almindelige løn og prisstigninger. Det
besluttede Folketinget så, at de ikke skulle helt. Hvert år skal de
afsatte beløb til overførselsindkomsterne afkræves en sats, der
reguleres afhængig af, hvor stor dyrtidsreguleringen er. Beløbet
indbetales til satspuljen. I realiteten betaler borgerne på
overførselsindkomst mellem en halv og en hel milliard om året til
satspuljen. Formålet med denne pulje var, at der kunne søges
alternative sociale projekter, som kom de socialt svageste til
gode. Men i de senere år har satspuljen eksempelvis også dækket
statens forøgede udgifter til førtidspension.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. september 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |