Storbyerne svigter de mest udsatte

Af Regnar M. Nielsen

- Hvis jeg ikke får et arbejde først, er der ingen grund til at give mig en lejlighed. Hvis jeg bare skal sidde og glo ind i væggen, er jeg dømt til at kaste mig over alkoholen igen. Så vil jeg igen forsumpe, holde op med at betale husleje og til sidst havne på gaden igen. De knusende ærlige ord kommer fra Hans Christian Nielsen. Siden 2005, hvor han blev sat ud af sin lejlighed, har han været hjemløs. Og der er en vis sandsynlighed for, at han har ret. Ifølge Per K. Larsen, der er forretningsfører på herberget »Overførstergården«, er det maksimalt 20 procent af de beboere, som udsluses fra hans og andre af hovedstadens herberger, som klarer sig, når de udsluses til egen bolig. Og baggrunden er enkel: De har stadig alt for mange uløste problemer med i bagagen, som tynger dem.

Problemer skal løses
- De fleste, der kommer på Overførstergården og for den sags skyld andre herberger, kommer med alkohol- eller anden misbrug, omfattende psykiske og fysiske lidelser, er langtidsarbejdsløse og er ensomme, siger Per K. Larsen. - Skal man have bare en rimelig chance for at klare sig på egen hånd, skal som minimum alle problemer som ovenstående være løst eller under behandling. Ellers går det simpelt hen galt, fortsætter han. Og problemerne bliver så langt fra løst for beboerne på hovedstadens herberger. Alene det at komme i betragtning til et sted at bo er uhyggeligt svært. Og løsningen af hver enkelt detailproblem, som er en forudsætning, for at et liv i egen bolig kan blive en succes, er ofte omfattet af betydeligt bureaukrati. - Jeg har været på Herlev Kommunes akutventeliste til en bolig i over halvandet år. Og jeg er endnu ikke kommet i betragtning, siger Hans Christian Nielsen. Skulle Hans Christian Nielsen få en bolig, er han dog stærkt afhængig af også at have et arbejde. Men det er bestemt heller ikke ligetil. - Jeg har været chauffør. Og jeg kan nok ikke meget andet. Desværre mistede jeg mit kørekort i forbindelse med en spritdom. I juli 2006 ansøgte jeg om genoprettelse af kørekortet. Bevillingen kom først et halvt år efter i januar, og jeg er endnu ikke kommet i gang med at tage det, fordi ansøgningen om penge til det stadig er under behandling, forklarer han.

Kan ikke løfte opgaven
- Vore beboere er simpelt hen afhængig af, at der er en sagsbehandler, som udreder alle de forhold og problemer, der for den enkelte skal løses. Og de er i hvert enkelt tilfælde unikke og individuelt helt forskelligt sammensat. Og det kan kommunens sagsbehandlere ikke klare, siger Per K. Larsen. - Det er ikke ond vilje eller mangel på dygtighed, der gør, at kommunernes sagsbehandlere ikke kan løfte opgaven. Deres problem er, at man er nødt til at få et indgående personligt kendskab til denne type klienter for at kunne udrede karakteren og sammensætningen af deres problemer. Og det er simpelthen ikke muligt, fordi de typisk har over 100 klienter, de skal tage sig af. Det giver højst en halv til en hel time om måneden til hver klient, fortsætter han.

Skubbes fra den ene til den anden
At de store kommuner har et problem med udredningsarbejdet for de tungeste klienter bekræftes af en kvalitativ interviewundersøgelse, som Socialforskningsinstituttet, SFI, har foretaget i landets seks største byer - en undersøgelse der netop skulle kortlægge kvaliteten i sagsbehandlernes udredningsarbejde. - Især i København og Århus fik vi bekræftet, at sagsbehandlerne havde problemer med at danne sig overblikket i udredningsarbejdet med de tungeste klienter, siger Lars Benjaminsen, der er forsker ved SFI. Et af de væsentligste problemer er i denne sammenhæng, at kommunerne har specialiceret deres sagsbehandlere, således at der i dag er en sagsbehandler, som tager sig af problemer med eksempelvis alkoholbehandling, en anden tager sig af boligproblemer og en tredje tager sig af beskæftigelse. - Det er klart, at når en klient har mange forskellige problemer og skubbes rundt fra den ene behandler til den anden, taber han eller hun let overblikket, hvilket også kan ske for systemet, siger Lars Benjaminsen. - Det er supervigtigt, at man har en sagsbehandler, som kan koordinere den samlede indsats, fortsætter han.

De hjemløses Boligselskab
I hovedstadsområdet har en gruppe mennesker fra det professionelle miljø omkring herbergerne nu taget initiativ til oprettelse af det, de kalder »De hjemløses Boligselskab«. - Vi er ikke et boligselskab i traditionel forstand, ved at vi ikke har nogen boliger, siger tidligere direktør i Boligorganisationen FSB, Troels Behr, som er formand for »De hjemløses Boligselskab«. - I stedet er det meningen med selskabet, at vi skal varetage den enkeltes interesse i forhold til at få et ordentligt og godt liv i egen bolig, fortsætter han. Helt konkret har »De hjemløses Boligselskab« sendt et tilbud til alle hovedstadens kommuner, hvori de tilbyder, at kommunen i selskabet kan købe kvalificeret sagsbehandling til de tungeste klienter, der eksempelvis bor på herbergerne. - Det er tanken, at vores sagsbehandlere ikke skal have mere end maksimalt 20 til 25 klienter, hvilket er et passende antal, når man skal nå at få et indgående personligt forhold til den enkelte klient. Og derudover skal vore sagsbehandlere specialisere sig i præcis denne type klienters mest gængse problemstillinger og de forskellige behandlingstilbud og løsningsforslag, der nu må være, forklarer Per K. Larsen. - Det vil uden tvivl være dyrere for kommunen på denne måde. Men der vil på lang sigt blive sparet mange penge for kommuner, boligorganisationer og andre, hvis en større andel af disse klienter kunne få et fast tag i en normal tilværelse, frem for at de igen og igen falder på gulvet, fortsætter han.

Kan finde ud af det i provinsen
Hvad der ikke er almindeligt i København og Århus findes andre steder. - I Horsens har vi sagsbehandlere direkte tilknyttet herbergerne. Og det har man faktisk også rigtig mange andre steder, siger Thomas Søndborg, der er formand for »Landssammenslutningen for Boformer for Hjemløse«. - Men jeg må tilstå, at hvis ikke vi havde sagsbehandlere her på institutionen, ville der nok ikke være nogen udredning overhovedet. Kommunernes sagsbehandlere har ikke den tid, de bør have. Og der er ingen tvivl om, at det er forvirrende for mennesker, der i forvejen har dyb mistillid til kommuner og systemer i det hele taget at skulle snakke med mange forskellige sagsbehandlere, fortsætter han. Der er dog også håb forude for de mest udsatte i de største byer. Sidste år blev det vedtaget ved lov, at hjemløse ligesom psykisk syge kan tildeles en støttekontaktperson af kommunen. Når det ikke rigtigt er oppe at køre alle steder skyldes det ifølge Lars Benjaminsen fra SFI, at nogle kommuner ikke har nået at udvikle ressourcerne til det endnu.