• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Til kamp mod svineriet

Tomme sodavandskrus. Emballage. Papbakker. Sammenkrøllede cigaretpakker og plastik: Kunderne fra McDonald's blev udråbt som de store syndere, når der blev svinet på udearealerne i Arbejdernes Andels-Boligforenings afdeling 18 i Silkeborg. Nu viser det sig, at det er beboerne selv, der sviner mest

Af Claus Gjedsig

- Svineriet er ubeskriveligt. Efter en weekend må man nærmest kante sig frem på containerpladsen, fordi folk bare smider deres affald. Uden hensyn til at affaldet skal sorteres og i containerne. Det bliver bare kastet på fliserne. Vi har været udsat for, at en beboer har smidt et bur med strøelse, drikkebeholder - og en død hamster i midt i det hele. Tænk hvis et barn var begyndt at rode med buret. Tanken er afskyelig. Men nu skal det også være slut. Vi går aktivt til kamp mod svineriet. Afdelingsformand Joan Nielsen, Arbejdernes Andels- Boligforenings afdeling 18 på Resedavej i Silkeborg, er godt og grundigt træt af, at området med dets 376 lejemål mest af alt ligner en svinesti.

Taber deres affald
-
Det er mange år siden, vi indførte affaldssortering, men mange af beboerne kan simpelthen ikke tackle det. Man skulle tro, at de nærmest tabte deres affald, for det ligger ofte ved siden af containerne og hober sig op. Eller også bliver det blot smidt på udearealerne. Ejendomsfunktionærerne har taget tid på, hvor mange timer de nogenlunde bruger på at samle affald op, og det svarer til en fuldtidsstilling - nemlig mellem 30 og 35 timer om ugen. Men det er ikke bare affald, der flyder, medarbejderne må samle op. De er også tvunget til at sortere det affald, som blot kastes i containergården. Er det ikke sorteret, når det kommer på den kommunale genbrugsplads, får boligforeningen nemlig en bøde. - Vores medarbejdere må også fjerne sofaer og andet storskrald og samler dagligt indkøbsvogne fra byens supermarkeder. Det hænder da også, at de må opmagasinere en udlejningsvogn fra det lokale byggemarked. Eller bruge tid på at fjerne graffiti fra garageportene. Det er simpelthen utroligt, siger forretningsfører Aage Kristoffersen.

Regning for oprydning
Beboerne på Resedavej har nu fået en skrivelse fra afdelingsbestyrelsen, hvor man opfordrer til at overholde både skrevne og uskrevne regler. - Hvis vi finder frem til, hvem der har smidt affald, får pågældende en regning for oprydningen. Regningen bliver trukket over huslejen. Hvis beboeren nægter at betale, vil det blive betragtet som ubetalt husleje. Og i yderste konsekvens vil det betyde opsigelse af lejemålet. Vi håber dog ikke, at det bliver nødvendigt at skride til sådanne sanktioner, men vi vil altså ikke længere finde os i dette svineri, siger Joan Nielsen. Kunderne fra McDonald's var i første omgang udråbt som de store miljø-svin, fordi beboerne både i parcelhusene og i AAB mente, at det fortrinsvis var affald fra restauranten, der svinede. Jan Dahl, der blandt andet ejer McDonald's på Nørrevænget, er klar over problemet, men siger, at man har gjort rigtig meget for at dæmme op for, at restaurantens kunder blot smider deres affald.

På affaldsjagt
- Vi har sat ekstra affaldskurve op endda uden for vores matrikel. Mine medarbejdere er på »affaldsjagt« i de nærliggende gader. Vi bruger mindre emballage og opfordrer i det hele taget vores kunder til ikke at smide deres affald på jorden. Men desværre hjælper det ikke ret meget. Der skal en holdningsændring til i det hele taget i den danske befolkning, siger Jan Dahl, der selv flere gange har kontaktet kunder på parkeringspladsen og bedt dem om at samle skraldet op. - Men så bliver jeg blot lovet øretæver, siger han.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. april 2007
Senest opdateret: 13. august 2010