To dage med ballade i Nivå
De værste uroligheder i flere år. Sådan bliver balladen, der
startede lørdag den 8.maj og forløb weekenden ud, i Nivå Centeret
karakteriseret.
Af Samina Usman
Hele episoden er tilsyneladende startet med, at en gruppe unge
drenge, der har deres daglige gang i centeret, er blevet uenige
over et banalt boldspil. Politiet bliver ifølge Uge-Nyt Fredensborg
tilkaldt og det udløser stenkast, hærværk på politiets
patruljevogne, og påsatte brande. Søndag kulminerer urolighederne
igen om aftenen, hvor de unge stabler barrikader af bildæk og
angriber politiets biler. Det fører til 16 anholdelser. Politiet
vurderer, at der er tale om unge mellem 18 og 25 år. Heriblandt
skulle nogle af dem være gamle kendinge af politiet. Også en lille
gruppe medløbere på unge under 18 år har deltaget i balladen.
Allerede om mandagen, efter weekendens uroligheder, måtte
SSP-styregruppen i Fredensborg Kommune holde et ekstraordinært
møde. Behovet for yderligere initiativer i området var på
dagsordenen. Men det lå hurtigt klart, at der ikke var behov for
flere tiltag. Til gengæld vil kommunen, i fællesskab med politiet,
sætte fokus på en mere målrettet indsats, så beboerne i Nivå føler
sig trygge.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2007 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |