Beton kan godt være smukt

Af Michael Thorberg

Tre unge arkitekter er i gang med et rehabiliteringsprojekt af de større. De vil få os til at se med friske øjne på 60'ernes og 70'ernes store betonbyggerier. Dels fordi de mener, at en stor del af de udskældte byggerier som fx Gellerupparken i Århus fortjener et langt bedre eftermæle end tilfældet er. Dels fordi de gerne vil advare imod mange af de renoveringsprojekter i de såkaldte "ghettoer", som de mener, er ved at drukne i grimme beklædninger, som ødelægger de oprindelige gode intentioner bag byggerierne, og på den måde er et vigtigt stykke kulturarv ved at gå tabt. Arkitekterne Rasmus Therkildsen, Søren Leth og Jens Bager har til formålet lavet en udstilling om nogle af de bygninger, som har været allermest udskældte. På udstillingen kan man blandt andet læse, at periode i arkitekturhistorien blevet kritiseret så massivt som efterkrigstidens heroiske modernisme, drevet af den gode intention og ideologisk optimisme, men forkastet for sin ensartethed, monotoni og mangel på arkitektur i øjenhøjde. Samtidig har 60'ernes overoptimistiske tro på beton- og montagebyggeriets fortræffeligheder bidraget til den almene foragt for alt gråt og betonagtigt - en foragt, der har fulgt arkitekturen helt frem til i dag." Udstillingen centrerer sig om nogle af de byggerier, som den århusianske arkitekt Knud Blach Petersen stod bag - først og fremmest Gellerupparken. Og skulle det ikke lykkes de unge arkitekter at rehabilitere en periode i dansk byggeri, så håber de i det mindste at kunne give nyligt afdøde arkitekt Knud Blach Petersen en slags æreoprejsning med udstillingen.  Det fortjener han, mener de helt klart.

Troen på en vision
Udstillingen vises p.t. i København, og den bærer titlen "Tresserbeton med kærlighed og fremtidsdrømme", og arkitekt Rasmus Therkildsen forklarer, hvad det er, som fascinerer ham ved Gellerupplanen: "Bebyggelsen er resultatet af den boligmangel, man oplevede efter 2. Verdenskrig. Det, der karakteriserer Gellerupplanen, er, at man jo har tænkt by, før man har tænkt bolig strukturer, som også indeholder indkøbscenter, svømmebad, skoler, institutioner, fritidsklubber, kirke og kulturcenter." "Det er flot, at man tør tro på en vision for et område. Og det er flot, at man har turdet tænke moderne. Gellerup-planen er pissemoderne tænkt. Planen er stadig up to date, hvis man ellers ser bort fra den traumatisering, som den slags byggerier har været udsat for. Folk er jo meget fordomsfulde i forhold til beton som materiale. Men selve boformen er enormt moderne med store åbne lejligheder." Men alligevel gik det nærmest galt for Gellerup-planen lige fra starten? "Målgruppen flyttede ikke ind. Troen på det modernistiske fællesskabsideal slog fejl. Man troede, at folk ville vælge fællesskabet, men det gjorde de ikke. Fællesskabet var jo tænkt som en luksus, som en ekstra kvalitet ved dette byggeri - der var et socialt netværk og dermed en social sikkerhed indbygget." Men den socialdemokratiske middelklasse flyttede i stedet i parcelhus i Tilst? "Ja, det var en stor skuffelse for Knud Blach Petersen og de andre folk bag projektet. Men vi kan lære meget af projektet i dag, hvis vi formår at kigge på det med nye øjne og åbent sind - frem for den stigmatiserede og distancerede tilgang, som har været fremherskende i de sidste mange år. Vi vil gerne have, at folk ser, hvilke kvaliteter, som den slags byggeri faktisk indebærer frem for, at man pr. automatik bare forkaster det," siger Rasmus Therkildsen.

Pænificering
Therkildsen, Leth og Bager er åbenlyst meget lidt begejstrede for mange af de renoveringer af den tids byggerier, som finder sted. Der er for lidt forståelse for og indsigt i, hvad der er de oprindelige byggeriers bagvedliggende kvalitet. Herom siger Rasmus Therkildsen: "Man forsøger at gøre noget appetitligt snarere end at tilføje det yderligere kvalitet. Der er tale om en pænificering, når man klasker en ny facade op. Der er ikke fokus på de grundlæggende værdier i fx Gellerupparken, når man renoverer den. Den skal bare gøres pænere for at kunne tiltrække et nyt klientel. Men det dur ikke at forsøge at skjule det, der ikke fungerer." Og beton som materiale er i den grad underkendt, mener arkitekterne. Det har slet ikke den position, det fortjener. Beton kan godt være andet end gråt. Smukt for eksempel.

Ikke noget galt i en bomaskine
De tre arkitekter har fået mange positive tilkendegivelser for deres initiativ. Især fra kollegaer - men også fra boligforeninger, hvor man hungrer lidt efter det, som nogle kalder et "mentalt kvarterløft". "Vi fik også et opkald fra en af de gamle, som havde siddet og tegnet på Gellerupplanen på Knud Blach Petersens tegnestue. Han var enormt glad for, at nogen endelig interesserede sig for, hvad han har brugt 15 år af sit liv på. Det spændende er jo, at der har siddet mennesker med en humanistisk intention om et velfaciliteret fælleskab, men som er blevet fuldstændigt misforståede af omverdenen," siger Rasmus Therkildsen og indrømmer, at de på Blach Petersens tegnestue måske også har tænkt lidt "Men de har jo tænkt, at de lavede noget, som var super godt for mennesker, og i stedet sker der det, at det får ry for at være noget af det dårligste." Ordet "bomaskine" har af nogen været brugt som et skældsord, når talen er faldet på 60'ernes og 70'ernes betonbyggerier. Men det er ikke et ord, som de tre arkitekter finder odiøst. "Nej det gør vi ikke. Udtrykket blev jo fortolket tidligt af Le Corbusier, men ordet er sikkert belastet af, at nogle har udnyttet ideen til at etablere en masse boliger for færrest mulige penge. Mange af dem, som lavede de store betonbyggerier, har sikker sagt, at de var inspirerede af Le Corbusier. Men måske har de ikke alle sammen forstået humanismen i det? Evnen til at favne individet har i hvert fald ikke i alle tilfælde være god nok. Desværre har man så efterfølgende været for tilbøjelig til at slå det hele i hartkorn, i stedet for at skelne de gode byggerier fra de mindre gode. For der har været mange rigtige og smukke tanker bag meget af byggeriet, og det er det, som vi gerne vil fremhæve."