Byggeriet varsler fyringer
15.000 medarbejdere i byggeindustrien
må søge nyt arbejde. Det er især den forventede nedgang i
boligbyggeriet, der bærer skylden.
Af Regnar M. Nielsen
Dansk Byggeri forventer i sin nye konjunkturanalyse, at
aktiviteten i bygge- og anlægssektoren vil falde med sammenlagt ni
procent i 2008 og 2009. Det betyder, at 15.000 ansatte i byggeriet
må se sig om efter et nyt job.
Otte procent afskediges
Organisationen for byggeriets arbejdsgivere vil dog
ikke gå så vidt, at de siger, der er krise i byggeriet. "Der
er tale om et markant fald, men det skal sammenholdes med, at 2007
satte rekord både aktivitets- og beskæftigelsesmæssigt. Med den
tilbagegang, vi forventer, vil aktiviteten i 2009 stadig være
højere end i 2005. Men nedgangen vil kunne mærkes i virksomhederne,
der har vænnet sig til at sætte nye rekorder hvert år," fortæller
afdelingschef i dansk Byggeri, Vibeke Gaardsholt. "Og det kommer
til at gå ud over nogen. Virksomhederne må ud at afskedige. Og det
er jo bestemt ikke rart for dem, det går ud over, fortsætter hun.
De 15.000, der ventes afskediget, svarer til otte procent af den
samlede arbejdsstyrke i byggeriet, der i øjeblikket tæller godt
180.000 ansatte.
Ny bundrekord for alment byggeri
Dansk Byggeri angiver den kraftige tilbagegang i
boligbyggeriet som hovedårsagen til afmatningen. "Vi forventer i år
en nedgang i antallet af påbegyndte boliger på 22 procent, og
faldet bliver fulgt op med et yderligere fald i 2009 på fem
procent. Det betyder, at der i 2009 kun bliver påbegyndt 18.000
boliger mod 32.000 i 2005, hvor boligbyggeriet toppede," siger
Vibeke Gaardsholt. Hun mener videre, at den kraftige tilbagegang i
boligbyggeriet skyldes to ting: Dels en markant tilbagegang i det
private boligbyggeri, dels at byggeriet af almene boliger slår nye
bundrekorder. Med et alment boligbyggeri på et mere »almindeligt«
niveau ville det samlede boligbyggeri være 3-4.000 boliger
højere.
Byggeri af 400 boliger opgivet i København
Mens byggebranchen må indstille sig på fyringsrunder af
knap hver tiende medarbejder, må den almene boligsektor opgive det
ene byggeprojekt efter det andet. En rundringning til fire store
boligorganisationer viser, at de alene i Københavns Kommune
tilsammen har måttet opgive at gennemføre byggeriet af 412
projekterede boliger, fordi byggeriet ikke kan gennemføres
ansvarligt inden for maksimumbeløbet.
FSB:
•
50 familieboliger i Ørestad Syd
KAB:
• 50
familieboliger i Holmbladsgade
•
75 familieboliger i Ørestad Syd
•
12 boliger for hjemløse i Vanløse
AAB:
• 100
familieboliger i Ørestad City
•
32 familieboliger i gammel varmecentral ved Sjælør
Boulevard
Lejerbo:
•
80 familieboliger på gammel Køge Landevej
•
80 boliger på porcelænsgrunden i
Valby
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. marts 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |