Dansk Byggeri efterlyser almene byggeoplevelser
Krisen kradser for de danske
byggeentreprenører. De peger på offentlige og almene byggeopgaver
som det, der igen skal sætte gang i hjulene.
Af Regnar M. Nielsen
Dansk Byggeri, der er
bygningsentreprenørernes interesseorganisation, må notere, at
byggeriets indenlandske salg i august måned er otte procent lavere
end det indenlandske salg på samme tid sidste år. Det viser, at de
dårligere tider nærmer sig med hastige skridt. I august måned havde
bygge- og anlægsvirksomhederne et samlet salg på ca. 17,3 mia. kr.
Det er en nedgang i forhold til august måned 2007 på 1,5 mia. kr.
Det svarende til cirka otte procent, når der er korrigeret for
prisudviklingen. Det er en tendens, der er fortsat og
forstærket i de seneste måneder. I juli måned 2008 lå det
indenlandske salg 1,8 procent under det tilsvarende salg i juli
måned 2007.
De fede tider er forbi
"Det er for tidligt at male fanden på væggen, men tendensen er
klar: De fede tider er forbi. Og bekymringen for overophedning i
byggeriet er ude af takt med realiteternes verden," konkluderer
økonomisk konsulent, Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri. "Der er igen
plads til at investere i den offentlige sektors nedslidte
bygninger. Ligesom der bør sættes endnu mere skub på renoveringerne
af nedslidte almene boligområder," fortsætter han. Dansk Byggeri
efterlyser også, at det igen bliver muligt at producere alment
nybyggeri. "Alle ved, at der er mangel på almene boliger i
hovedstaden. Og i disse tider, hvor der er fokus på forurening og
nødvendigheden af at nedbringe CO2-udslippet, ville det da være en
god ide at begrænse den enorme pendlertrafik, der hver dag fører
folk ind til København og retur," siger Andreas Fernstrøm.
Krisen vil vare ved
Dansk Byggeri kan ikke se en ende på nedgangen i den nærmeste
fremtid. "Vi forventer, at faldet i det indenlandske salg vil
fortsætte et stykke tid endnu. Ordrebøgerne er blevet tyndere over
den seneste periode, og tendensen for ordrebeholdningen er
nedadgående. Det skyldes både den større forsigtighed fra
entreprenørernes side, fordi det er blevet sværere at låne penge,
og det store fald, der har været i boligpriserne, hvor også
boligejerne er blevet mere tilbageholdende med at igangsætte nye
projekter," siger Andreas Fernstrøm. Han understreger dog, at
ledigheden fortsat vil være lav, så familierne vil trods alt være
sikret en god stabil indkomst. Derfor vil
vedligeholdelsesprojekterne ikke blive udskudt for evigt.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. november 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |