Den gnavne direktør

Af Michael Thorberg

Normalt er jubilæumsbøger og festskrifter stedet, hvor de nette succeser og artige historier viderefortælles for eftertiden, sådan at virksomheden eller organisationen bag bogen kommer til at fremstå i et fortryllende - men ikke altid lige troværdigt skær. Desuden er det også sådan, at hvis en virksomheds historie skal fortælles uden de kanter og kriser, der uvægerligt har været undervejs, bliver det lumsk kedeligt for den udenforstående læser. Denne faldgrube har KAB elegant undgået med en bog, som netop er udsendt. Det er en bog om selskabets historie fra grundlæggelsen i 1920 og frem til 2006, og allerede af den skæve periode (hvem har sidst fejret 76-året?) fremgår det, at bogen om KAB ikke er nogen gennemsnitligt hyldestbog. Bogens to forfattere, Jørgen Nue Møller og Gøsta Knudsen, har nemlig valgt både at holde fokus på den kronologiske udvikling inklusive arkitekturens udvikling, men de har også lagt vægt på at fortælle om de konflikter, som har påvirket og præget KABs historie. Det gør læsningen af "Mellem borgerskab og boligfolk" både lærerig og underholdende.

Striden om "indseende" i virksomheden
Tag for eksempel fortællingen om KABs første administrerende direktør F.C. Boldsens exit - og om de år, der gik forud for den ikke alt for smukke afsked. F.C. Boldsen var pioneren, der var KABs direktør fra grundlæggelsen i 1920. I bogen beskrives, hvordan Boldsen både var dynamisk og visionær med de mange byggerier, han fik sat gang i fra starten af KAB og de næste par tiår. KAB var tilmed et af de eneste selskaber i perioden, som havde en sund økonomi ikke mindst takket være Boldsen. Men mens Kanslergadeforliget i januar 1933 fik positiv betydning for den almennyttige sektor, beskrives det i bogen, hvordan denne politiske aftale blev starten på en lang og bitter krise for KAB med direktør Boldsen i centrum. Med de ny boligstøttelove, som blandt andet var resultatet af Kanslergadeforliget, fulgte krav til vedtægterne i de selskaber, som ville bygge alment med offentlig støtte. Konfliktens kerne var helt klassisk: Hvis det offentlige skulle poste penge i byggeriet, så skulle der følge en vis offentlig indsigt og indflydelse med. Det syntes direktør Boldsen imidlertid ikke. Han kunne gå med til "indseende" i selve byggerierne og i datterselskaberne, men det offentlige skulle holde sig væk fra selve boligselskabets forhold. Boldsens frygt var at ende som "et sløvt kommunalt kontor". Striden blev bilagt officielt seks år senere - kort før verdenskrigen og besættelsen af Danmark. Begivenheder, som skulle få betydning for den måde, hvorpå F.C. Boldsen forlod KAB på.

Debatlysten eller gnaven?
Boldsen og KAB var efter krigen nemlig under mistanke for at have været "tyskvenlig". Han afviste alle beskyldninger, og en politimæssig undersøgelse endte også i, at der ikke blev rejst nogen sigtelse. Selv var han ikke i tvivl om, at beskyldningerne stammede fra hans modstandere og konkurrenter i boligbevægelsen. Efter et langt forløb, som er beskrevet i bogen, ender Københavns Kommune med at forlange Boldsen fyret. Hvis ikke det skete, kunne KAB godt glemme alt om kommunal støtte til fremtidige byggerier! Magtfordrejning på et plan, som kun kan forklares med den almindelige ophidselse, eller som bogens forfattere skriver: "I 1945 kunne den slags passere med befrielsens rygvind." Presset på F.C. Boldsen betød, at han valgte at fratræde "midlertidigt", men små to uger senere måtte han erkende, at hans tid i spidsen for KAB var slut. Af bogens beskrivelse af dette "slutspil" fremgår, at Boldsen var bitter over den manglende opbakning fra KABs bestyrelse, men af referaterne fra bestyrelsesmøderne fremgår det - stadig ifølge bogens forfattere- at bestyrelsens medlemmer tilsyneladende ikke havde den store lyst til at stå last og brast med direktøren. I "Mellem borgerskab og boligfolk" får F.C. Boldsen dette skudsmål af Jørgen Nue Møller og Gøsta Knudsen: "Principfastheden blev til ufleksibel stædighed, debatlysten til gnavenhed, og idérigdommen førte ham til konstruktioner, han ikke formåede at få forankret hos myndighederne og i eget bagland. Måske sad han 3-4 år for længe."