Flere vil bo til leje
Flere af boligselskaberne i det midt- og vestjyske får både
flere lejere på venteliste og færre tomme boliger. Og årsagen synes
at være, at højere renter og finanskrise får flere til at
efterspørge en lejebolig.
Af Regner M. Nielsen
Det fremgår af et indslag fra DR's P4
Midt & Vest. Hos Boligselskabet Viborg, der administrerer
omkring 6000 lejeboliger, er der inden for de sidste tre til fire
år kommet 1000 flere på venteliste i takt med, at renten er steget.
Også hos Boligselskabet Sct. Jørgen i Holstebro oplever de, at
flere ønsker at blive skrevet op til en lejebolig. Alene i år er
mere end 900 blevet skrevet op på listen, fortæller direktøren Kurt
Degnbol til radiostationen. Samtidig med at flere skriver sig på
venteliste bliver der også færre tomme boliger. Både fra Lejerbo
Midtjylland og fra Boligselskabet Midtvest forlyder det, at der
ikke er det sammen antal ledige boliger som for et par år
siden.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. november 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |