Fra knubbede ord til fælles administration
Kampen om administrationen af et lille
boligselskab er endt i ndskyldninger, fusion og planer om
stor fælles administration i Randers.
Af Jørn Nyvang
En strid om administrationen af et lille boligselskab i Langå er
mundet ud i forstørrede planer om en fælles boligadministration i
Randers. Det begyndte med, at den deltidsansatte forretningsfører
for Boligselskabet af 1946 i Langaa planlagde at gå på pension.
Boligselskabets bestyrelse undlod at finde en ny forretningsfører
og valgte i stedet at finde et administrationsselskab gennem udbud.
Opgaven gik til Fælleskontoret i Randers, men det skete på en sådan
måde, at den daværende Langå Kommune forlangte en ny udbudsrunde.
Det skete efter klage fra Randersegnens Boligforening, der også
havde budt på opgaven. Herefter klagede Boligselskabet af 1946 over
kommunen til Statsforvaltningen Midtjylland, hvor det ikke fik
medhold.
Nyt udbud overflødigt
Alligevel bliver der ikke en ny udbudsrunde. Efter en
masse knubbede ord indbyrdes har parterne nemlig set hinanden i
øjnene og truffet en aftale, som gør en ny udbudsrunde overflødig
og åbner for et stort samarbejde. Det fremgår af en aftale mellem
parterne:
• Her undskylder Boligselskabet af 1946 og Fælleskontoret deres
adfærd og beskyldninger mod Randersegnens Boligforening. Samtidig
anerkender boligselskabet i Langå, at det ikke behandlede tilbuddet
fra Randersegnens Boligforening objektivt.
• Til gengæld accepterer Randersegnens Boligforening, at
boligselskabet i Langå frivilligt fusionerer med A/B Gudenå, som i
forvejen administreres af Fælleskontoret.
• Samtidig vil Randersegnens Boligforening arbejde positivt på, at
Fælleskontoret tilknyttes Randersbolig. Dette projekt har hidtil
skullet munde ud i en fælles administration for fire
boligorganisationer, men med Fælleskontoret kan det vokse til otte.
Faktisk alle andre i Randers Kommune end Lejerbo.
Gamle venner
Sagen har været særlig ubehagelig for Randersegnens
Boligforening og Fælleskontoret, fordi de gennem årene har
samarbejdet meget. Forretningsfører Svend Aage Nielsen,
Randersegnens Boligforening, har da også primært været sur på den
daværende bestyrelse for Boligselskabet af 1946. Han glæder sig
over, at den nuværende formand for Fælleskontoret, Knud Spangsø,
forsøgte at gyde olie på vandene. "Det er bare en kontrovers, der
er opstået af nogle små ord, som er blevet manipuleret, overtolket
og sagt på en meget uheldig måde," udtaler Knud Spangsø.
Endelig videre
Fælleskontorets forretningsfører, Freddy Thomsen, håber,
at parterne nu kan komme videre med planerne om en stor
fællesadministration for Randers. Han synes, at et
Boligforeningernes Hus, hvor alle kan blive skrevet op på den samme
venteliste, er det eneste rigtige i dagens Danmark. "Denne
Langå-sag har desværre forsinket samarbejdet for Fælleskontorets
vedkommende, men vi håber nu at kunne indhente det forsømte,"
udtaler Freddy Thomsen. Allerede lørdag 16. august mødtes parterne
ved et seminar, hvor ånden var positiv. Blandt deltagerne var Svend
Aage Nielsen, og han drager denne konklusion: "Hvis vi kan få en
samlet administration i fremtiden i Randers, har det større værdi
end egen vinding ved at kunne få 150 boliger mere til éns egen
boligforening. Vi er her jo ikke for vor egen skyld. Det skal vi jo
lige huske."
Forvaltningsrevision fik vandende til at skille
Hvem gør sig mest i forvaltningsrevision? Det blev det
afgørende spørgsmål i tvisten om, hvem der skulle administrere
Boligselskabet af 1946 i Langaa. Efter nogle år med påtaler af
regnskaberne lagde boligselskabets bestyrelse vægt på
forvaltningsrevision, da det ville finde et administrationsselskab.
"Gældende bestemmelser/krav vedrørende forvaltningsrevision skal på
væsentlige områder være indført senest 31.12. 2007," hed det i
udbudsmaterialet. Det var ikke et entydigt ønske om, at tilbud
skulle indeholde forvaltningsrevision, mente den daværende Langaa
Kommune og underkendte valget af administrationsselskab. Hermed
fandt kommunen, at det var ligegyldigt, at Randersegnens
Boligforening i modsætning til Fælleskontoret ikke beskrev noget
nærmere om forvaltningsrevision . Kommunen fæstnede sig derved
prisen for at lade sig administrere, og her stod tilbuddene fra
Randersegnens Boligforening og Fælleskontoret i princippet lige.
Statsforvaltningen Midtjylland har alene taget stilling til, om
Langaa Kommune havde kompetence til at kræve en ny udbudsrunde.
Langaa er nu en del af Randers Kommune, og den har accepteret
aftalen mellem boligorganisationerne, som gør en ny udbudsrunde
overflødig.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. september 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |