Hurtig fortjeneste på flygtningeboliger
Køberen af de fleste af Gentofte
Kommunes flygtningeboliger videresolgte dem efter bare otte uger
med 25 procent fortjeneste.
Af Jørn Nyvang
Gentofte Kommune er ikke ene om at have
tjent på de flygtningeboliger, der blev omtalt i det foregående
nummer af Boligen. De fleste af de flygtningeboliger, som kommunen
solgte samlet i sommeren 2007, blev efter bare otte uger
videresolgt af køberen og alle til en merpris på nøjagtig 25
procent. Kommunen solgt 23 flygtningeboliger til Liljegren
Development 1 Aps, Vejle, 25. juli 2007. Allerede 17. september
2007 blev 17 af boligerne videresolgt til Fruens Bøge Invest IV
Aps, Odense, som hermed sikrede en hurtig gevinst på syv mio. kr.
Det viser en gennemgang af salgene, Boligen har foretaget. Direktør
René Müller, Fruens Bøge Invest IV Aps, vil ikke til telefonen for
at fortælle, hvorfor hans firma har villet betale en fjerdedel mere
for boligerne end for det dyreste tilbud, Gentofte Kommune.
Direktør Jesper Liljegren, Development 1 Aps, ringer derimod
beredvilligt tilbage efter at have fået telefonbesked. "Inden vi
havde købt det juridisk bindende, havde vi faktisk videresolgt det
til ham. Sådan kan vi også drive forretning," siger han. Jesper
Liljegren fastslår, at de to firmaer ikke har nogen særlig
tilknytning til hinanden. René Müller har siden salget været
beskrevet i dagspressen som en af de markante ejendomsinvestorer,
som har deltaget i en såkaldt pantebrevskarrusel og som har fået
det svært efter den seneste tids nedgang på ejendomsmarkedet.
Boligen har spurgt Gentofte Kommune, om den har haft kendskab til
det hurtige videresalg, og fået dette svar: "Gentofte Kommune har
ikke været involveret i og har heller ikke (bortset fra den viden
som kommunen får via ejendomsværdipåtegningen eller orientering fra
lejere) kendskab til senere overdragelser af ejendommene."
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. november 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |