I Holland brænder de også bilerne af
Lugten af brændt bil og bål i gaderne kender de også i de store
boligkvarterer i Amsterdam i Holland.
Af Samina Usman
Ser man billeder fra Slotervaart fra oktober sidste år, så ligner
scenariet til forveksling det, som vi så i Danmark i februar måned,
hvor containere, biler og sågar skoler blev sat i brand af vrede
unge med anden etnisk baggrund end dansk. Men hvor vi i Danmark
stadig ikke er sikre på, hvad der præcist var årsagen til
urolighederne, så stod det anderledes klart, hvad der var den
udløsende faktor i de hollandske uroligheder sidste efterår.
Gnisten, der antændte vreden hos unge med minoritetsbaggrund, var
en episode på en politistation i bydelen Slotervaart, hvor en
22-årig mand af marokkansk afstamning troppede op bevæbnet med en
kniv. Han angreb to politimænd, stak dem med kniven før han selv
blev skudt og dræbt. Hændelsen rystede og ophidsede en gruppe unge
hollandsk-marokkanere så meget, at de blandt andet brændte biler,
smadrede vinduer og gik til angreb på en politistation i området.
Fælles for urolighederne i de to lande er, at de unge har følt sig
som ofre og uretfærdigt behandlet. De har dannet fælles front for
at vise sympati og være solidariske med deres "egne", hvorefter
aggressionerne har fået frit løb. Men her hører lighederne også op.
For mens vi i Danmark stadig søger efter årsager og løsninger oven
på de voldsomme begivenheder, så har hollænderne med et halvt års
forspring fundet måder at komme videre på. Og beboerne i de hærgede
områder kan melde om mindre uro, mindre vold og en langt bedre
stemning end før. Boligen har besøgt en række nøglepersoner i
Holland heriblandt boligselskaber, en muslimsk borgmester og den
tidligere statsminister Wim Kok for at se, om vi kan finde
inspiration til danske løsninger på tilsvarende problemer.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. april 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |