Kraftigt fald i nybyggeriet
I andet kvartal i år blev der påbegyndt en fjerdedel mindre
byggeri (beregnet efter påbegyndt etageareal), end der gjorde på
samme tid sidste år.
Af Regnar M. Nielsen
Ifølge Danmarks Statistik dækker faldet på godt 25 procent over et
fald i boligbyggeriet på 31 procent, et fald i erhvervsbyggeriet på
20 procent, mens byggerier til kulturelle formål, institutioner,
sommerhuse med videre faldt med 25 procent. "Selv om
byggestatistikken er usikker, så er det tydeligt, at vi nu oplever
en markant tilbagegang i det påbegyndte byggeri, når vi
sammenligner de først offentliggjorte tal for begge kvartaler,"
siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri. Han tilføjer,
at faldet er større end forventet. Især på baggrund af, at Danmarks
Statistik for blot tre måneder siden opgjorde tal for 1. kvartal,
som viste, at det påbegyndte etageareal kun var faldet med 1
procent i forhold til det samme kvartal året før. At der er et
betydeligt fald i byggeriet bekræftes af, at byggebeskæftigelsen
ifølge Danmarks Statistik også fortsat er faldende. Den samlede
beskæftigelse inden for byggeriet er således faldet med 7.500
personer fra andet kvartal 2007 til 2. kvartal 2008.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. september 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |