Luder, so og det, der er meget værre

Af Jørn Nyvang

"Jeg skal ikke have brosten ind gennem vinduet." Derfor stiller hun op til interview på den betingelse, at vi hverken skriver hendes navn eller bringer et billede, hvor hun kan genkendes. Hun er offer for kriminelle naboer i Himmerland Andelsboligforenings afdeling 52, Fyrkildevej. Dem var der to af i hendes opgang. Og det var mange, når opgangen kun rummede fire lejligheder. Men nu er der snart nul kriminelle i opgangen. En narkoman på første sal er forsvundet, og naboen skal være ude 1. maj kl. 12. Hun har boet her siden 1976, når man ser bort fra en pause på halvandet år og synes, at det er et dejligt sted. Efter hendes mening blev det dårligt, da flygtningene kom. Deres unge dannede grupper. Det fik hun at mærke, da en somalisk familie flyttede ind i nabolejligheden. "I halvandet år kunne jeg ikke færdes normalt i opgangen. Når jeg skulle ud, kiggede jeg først i dørspionen. Ofte sad naboens store søn sammen med 10-15 kammerater på trappen, De røg hash og sniffede. Kælderhalsen brugte de som toilet til både småt og stort. Når jeg kom ud, blev jeg skubbet til og kaldt luder, so og det, der var meget værre." Til at begynde med sagde hun fra, og det havde den konsekvens, at naboens søn råbte ad hende, når han mødte hende på stierne i boligområdet. Hun klagede til drengens mor, der benægtede, at han kunne finde på at bruge skældsord. Og med hensyn til at bruge trappen som varmestue, mente moderen, at sådan skulle det være. Men det skulle det ikke. Det var i strid med husordenen og var med til at fælde nabofamilien.

Narkomanerne amok
Ovenpå boede en narkoman, der også drev handel med stoffer. "Der kom narkomaner på alle tider af døgnet, og de kunne finde på at sparke hans entrédør i stykker for at komme i kontakt med ham. De forsøgte sig også med koben. Indimellem prøvede de at kravle op til hans lejlighed ved at bruge mine havemøbler. Engang da jeg gik ud og protesterede mod, at de var i min have, fik jeg besked om at passe mig selv. Kort efter smadrede de hans lejlighed fuldstændig. De ville vel have stoffer." Besøget blev fatalt for narkomanen. Også vinduer var smadret. Boligforeningen måtte dække dem for at undgå vandskader. "Vi skiftede låsen til lejligheden og satte en seddel på døren med besked til beboeren, hvor han skulle henvende sig for at komme ind. Men vi har aldrig hørt fra ham siden," fortæller afdelingsformand Leo Andersen. Lejligheden kom til at stå tom længe. Boligsøgende vendte rundt på en tallerken, da de så opgangen, som stadig var hærget af det ungdommelige slæng.

Hærgeruten
I forvejen var den fjerde familie på trappen flyttet. Dens børn skulle ikke vokse op i sådan et miljø. Leo Andersen efterlyser støtte fra Aalborg Kommune. Den skal ganske enkelt lære problemfamilier, der er smidt ud fra andre steder, hvordan man bor sammen med andre. "Når deres store børn er oppe på mærkerne og har drukket og røget sjov tobak, kan man følge deres rute, når de vil i byen i Jomfru Ane Gade: Et ekset cykelhjul, et sparket kældervindue og en sten gennem en bilrude," beretter Leo Andersen. Han har viet sit hverv som afdelingsformand til at stå til rådighed for beboerne det meste af døgnet. Målet er at genskabe trygheden. Lykkes det ikke, finder han og konen et andet sted at bo på deres gamle dage. Leo Andersen og vort anonyme offer ser udsmidningerne som et skridt til at blive boende på Fyrkildevej.