Nu skal der gang i boligpolitikken
Hun er uden diskussion den yngste formand for Folketingets
Boligudvalg nogen sinde. Og hun står i spidsen for et historisk
ungt udvalg, men det ser Nanna Westerby Jensen kun som en offensiv
mulighed.
Af Michael Thorberg og Regnar M. Nielsen
Nanna Westerby Jensen er fra Vanløse og vokset op i et lille
parcelhus. Barndommen bød på tryghed og vejfester i en by, som
ifølge hende selv er et resultat af "en fantastisk
socialdemokratisk boligpolitik": "I Vanløse er der parcelhuse, der
er almene boliger, der er andelsboliger, der er små huse og store
huse. Det er et virkeligt godt blandet område." Det politiske
engagement startede allerede i folkeskolen, hvor Nanna Westerby
begyndte at spekulere over, hvorfor nogen klarede sig så godt, mens
andre slet ikke klarede sig. Siden blev det til en indmeldelse i SF
- og sin unge alder i betragtning - engagement i utroligt mange
forskellige sager og initiativer. Hun kom med i DGS -
gymnasieelevernes sammenslutning, som hun blev formand for, da hun
forlod gymnasiet. Der stiftede offentligheden første gang
bekendtskab med den veltalende unge kvinde. Senere - som studerende
på RUC - blev hun talsmand for initiativet "Bevar gruppeeksamen",
ligesom hun var koordinator for velfærdsdemonstrationerne i
forbindelse med Folketingets åbning. Nanna Westerby har desuden
også været meget aktiv i "Genstart Danmark"- et initiativ taget af
ungdomsorganisationerne i SF, S, Enhedslisten og LO. "Man kan sige,
at jeg kommer fra bevægelserne. Både studenterbevægelsen og
fagbevægelsen - både den unge og den ældre del."
Boligområdet skal løftes
At det i Folketinget blev undervisnings- og
boligpolitikken, som den 23-årige SF'er skal kaste sig over, var
resultatet af et tilvalg fra Nanna Westerby Jensens side. "Jeg
havde bedt om at komme til at arbejde med boligpolitik,
uddannelsespolitik og nogle dele af socialpolitikken. Boligpolitik
ved jeg faktisk en del om, fordi jeg i SFsammenhænge har lavet en
del om integration, og det involverer jo i høj grad boligpolitik."
Tanken om, at hun nu skal arbejde overordnet politisk i den danske
lovgivningsmaskine, med løn, sekretær og en forventning om, at hun
som formand for Boligudvalget har både overblik over og ansvar for
den danske boligpolitik, skræmmer hende ikke synderligt. Hun har
allerede sat sig ind i stoffet og gjort sig sine overvejelser om,
hvem hun med størst sandsynlighed kan lave politik med på
boligområdet med. Desuden tror hun, at boligpolitikken vil komme i
centrum i den kommende valgperiode. "Når jeg ser på det nye
boligudvalg, så ser jeg en masse unge nye profiler, som
forhåbentlig kan løfte dette område. Efter at Boligministeriet blev
nedlagt, er det jo faktisk et område, hvor det bliver muligt at
spille ud med en masse forslag. Hvis dét, at der er kommet en masse
unge ind i Boligudvalget, betyder, at vi kan komme til at føre en
mere offensiv boligpolitik, så er det rigtig positivt," siger
udvalgsformanden.
Stabilt antal almene boliger
Nanna Westerby Jensen går ind for salg af almene boliger,
men kun hvis der er enighed om det blandt alle parter, og kun hvis
det kan være med til at fremme integrationen og løfte niveauet i et
boligområde. Og hun mener, at salg ikke må betyde, at der samlet
set bliver færre almene boliger. Sælges der, skal der bygges nye
boliger i mindst samme antal: "Der skal være et stabilt antal
almene boliger. Og hvis man sælger alle de mest attraktive almene
boliger, så er der kun ghettoerne tilbage." Hvilke ideer har du til
at bringe huslejen ned i den almene sektor? "Jamen, uden at jeg
skal gøre mig til specialist, så arbejder vi i SF med nogle
modeller til en huslejereform, hvor man måske kan få en lavere
startleje, ved at lade husleje stige mere over tid, så folk på den
måde kan få råd til at flytte ind." Hun går også ind for, at
kommunerne skal have lov til at sælge byggegrunde under
markedspris: "Sælger man en grund billigt, stiller man jo så til
gengæld krav om, at der skal opføres billige almene boliger på den.
Det er jo kun meget fornuftigt, at kommunen sælger billigt, for at
den bagefter kan stille krav om, at kunne anvise til de byggede
boliger," siger den unge SF'er, som efter et indledende
præsentationsmøde i Boligudvalget ser frem til, at der nu skal
laves politik på boligområdet.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |