• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Pludselig vil ingen købe

Set med meget kyniske briller kan retssagen om tvangssalg af almene boliger lige i øjeblikket se ud til at have været stor ståhej om ingenting.

Af Jørn Nyvang.

Indtil videre er der ikke solgt nogen af slagsen i den daværende Farum Kommune, som var sagens centrum. Højesteret fastslog i november sidste år, at det ikke var i strid med grundloven, at forsøgsloven om salg gjorde det muligt at påtvinge boligorganisationer at sælge til deres beboere. Det var tilstrækkeligt, at der ved et afdelingsmøde var flertal for salg, og at beslutningen blev godkendt af først kommunen og siden Velfærdsministeriet. Sådan en godkendelse var der givet for tre boligafdelinger i Farum. Her havde 89 husstande ved udgangen af 2007 skrevet sig på interesselisten over købere. Alligevel er ingen blevet det i mellemtiden.

Nulstilling og ny ansøgning
I november forsvandt den sidste af de oprindelige 33 beboere på interesselisten i Boligforeningen AAB's afdeling Fuglsangpark. Det var denne afdeling, som var genstand for retssagen, som blev rejst af AAB i samarbejde med Boligselskabernes Landsforening. "Vi er ude i den rene spekulation," siger vicedirektør Inger Høedt-Rasmussen, AAB, om den pludselige tilbageholdenhed i købergruppen. Denne vurdering bygger blandt andet på, at Fuglsangpark i oktober fik opbakning fra den nuværende Furesø Kommune til at blive omfattet af salg i forbindelse med, at forsøgsloven er blevet forlænget. Det skete uden AAB's viden og på basis af en 14-12 afstemning i afdelingen. Hvis Velfærdsministeriet også bakker op, skal boligerne vurderes igen. Køberne skal ganske vist betale for halvdelen af valuar-udgifterne fra første omgang, men kan til gengæld håbe på, at priserne følger den almindelige udvikling.

15 procent prisfald lokalt
Inden for det seneste år er kvadratmeter-priserne på ejerlejligheder faldet med 10 procent på landsplan og med 15 procent i Farum, viser Realkreditrådets statistik. I Furesø Kommune er der opmærksomhed om problematikken. "Man kan godt forestille sig, at nogle købere satser på finanskrisen. Det er notorisk, at markedet er gået ned, og alle ejerboliger er faldet i vort område," udtaler juridisk konsulent Erik Geert Pedersen, Furesø Kommune. Afdelingsformand Frank Bengtson, Fuglsangpark, som er tilhænger af salg, afviser, at der er tale om spekulation. "Det manglende salg skyldes ikke, at den oprindelige vurdering var for høj, men snarere usikkerheden på boligmarkedet og de skræmmende fællesudgifter, AAB har opstillet," siger Frank Bengtson, der var med på interesselisten i første omgang, men vil fravælge det i anden. Ifølge afdelingsformanden opererer AAB med fællesudgifter på mindst 4.500 kr. om måneden. Inger Høedt-Rasmussen, AAB, siger hertil, at der ikke lægges op til forandrede fællesudgifter for nogen beboer i Fuglsangpark.

Forsinket af tvist
Årsagen til det manglende salg i de to andre Farum-afdelinger, hvor der var tilladelse til tvangssalg under forsøgslovens første periode, er umiddelbart en anden. I Boligselskabet Farumsødals afdelinger Hesselbækpark og Vejgårdspark er salg blevet forsinket af en tvist om vedtægterne for de ejerforeninger, der skal oprettes. Interesselisten her er i øjeblikket på henholdsvis 14 og 20 husstande, oplyser udviklingskonsulent John Engel, Domea, som administrerer Farumsødal. Her har den ene afdeling, Vejgårdspark, også søgt om at blive omfattet af salg i forbindelse med forlængelsen af forsøgsloven. Og også her ventes der opbakning fra kommunen. Økonomi- og planudvalget indstiller et ja til byrådet.

Ny slags beboerdemokrater
Ligesom i AAB er der i Farumsødal mistanke om spekulation. "Flere beboere har ringet for at høre, om det kan betale sig at vente med at købe til næste år," siger Lis Jensen, der er afdelingsformand i Hesselbækpark og medlem af organisationsbestyrelsen i Farumsødal. Hendes forgænger som afdelingsformand, Annelise Castenskiold, er ikke imponeret over købergruppen: "Vi har haft en fast kerne af deltagere ved beboermøderne. Men da der skulle stemmes om salg, mødte der en helt ny gruppe op. Og én husstand kom til at gøre forskellen. Efterfølgende har købergruppen gået meget op i at få lavet så meget som muligt på boligselskabets regning."

Prisen skal være rigtig
Afdelingsformand Michael Klysner, Vejgårdspark, som er tilhænger af salg, står stadig på interesselisten af købere, men er kommet i tvivl om sit personlige valg: "Hvis prisen er rigtig, vil jeg overveje at købe. Men med de nuværende markedspriser kunne jeg aldrig drømme om det." Michael Klysner tvivler på, at der vil være ret mange købere tilbage i afdelingen. Han tilskriver det manglende information fra Domea og den lange tid, der er gået. Det hindrede dog ikke en 32-14 afgørelse i afdelingen for fornyet salg. Sådan kommer det ikke til at gå i Hesselbækpark, forsikrer Lis Jensen. Her er flertallet for længst blevet vaccineret mod nye salgstanker.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. december 2008
Senest opdateret: 13. august 2010