• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Salg domineret af tvang

Status efter forsøgsloven om salg af almene boliger: 39 er blevet solgt og 103 yderligere kan blive det. 95 kan skifte ejer ved tvangssalg.

Af Jørn Nyvang

Salgsloven for almene boliger endte sine dage som en tvangsforanstaltning. 89 husstande i den tidligere Farum Kommune benyttede sig i sidste øjeblik af Højesterets dom, der blåstemplede, at boligorganisationer kunne tvinges til at sælge til beboere. I forvejen var 6 boliger i Herning blevet tvangssolgt. Forsøgsloven udløb til nytår, men på grund af tidspunktet for dommen fik de berørte beboere i Farum en senere frist. De 89 har foreløbig tilmeldt sig som potentielle købere. Ender de med at købe, vil 95 almene boliger have skiftet ejer ved tvang. Eller dobbelt så mange som de, der kan blive solgt frivilligt.

Tre ville ikke - seks ville
Det fremgår af en opgørelse fra Landsbyggefonden. Opgørelsen bekræfter samtidig, at salgsloven stort set kun har været brugt i attraktive afdelinger. Alt i alt kan der blive tale om 143 salg efter forsøgsloven. 39 lejere har købt, og yderligere 103 har tilmeldt sig som mulige købere, oplyser Landsbyggefonden. Tre boligorganisationer har været udsat for tvangssalg. Det vil sige, at de har modsat sig salg, men er blevet kørt over, fordi der har været flertal for at måtte købe i de pågældende afdelinger, fordi deres kommune har været for salget, og fordi Socialministeriet har godkendt det. Seks boligorganisationer har selv ønsket at sælge. Her er 33 boliger blevet solgt til deres lejere, mens der er tilmeldinger om yderligere 15.

Tvang med og uden retssag
Tvangssalg rammer Boligforeningen AAB, København, Boligselskabet Farumsødal og Herning AndelsBoligforening. Det var AAB, som førtesalgssagen sa mmen med Boligselskabernes Landsforening (BL). Stridens æble var AAB's attraktive afdeling Fuglsangpark i Farum. Efter den endelige dom blev der straks sat gang i tvangssalg i to andre attraktive Farum-afdelinger. Nemlig Hesselbækpark og Vejgårdspark, begge tilhørende Boligselskabet Farumsødal. Også her var boligorganisationen og BL parat til at føre sag men måtte opgive efter, at landets højeste domstol havde talt. Herning AndelsBoligforening (HAB) ønskede heller ikke salg men undlod at anlægge sag. Her drejede det sig om en af boligforeningens ældste afdelinger. 6 af 14 boliger i afdeling Slagelsegade har fået de hidtidige lejere som ejere. Afdelingen består af dobbelthuse fra 1940 og betragtes som en af boligforeningens mest attraktive. "Det er uden diskussion inden for lovens rammer, at beboerne på Slagelsegadenu har mulighed for at købe deres bolig, men jeg mener klart, at vi sælger de forkerte boliger. Slagelsegade er et aktiv for Herning AndelsBoligforening, og ved salg at disse boliger udhules vores mulighed for at tilbyde attraktive boliger i Herning Midtby," udtalte HAB's formand, Martin Hjelm Kristensen, til det lokale beboerblad, Lidt til enhver lejlighed, da beslutningen ikke stod til at ændre.

Atypisk i Nørre-Snede og Ringsted
Blandt de seks afdelinger med frivilligt salg er der kun ét etagebyggeri. Det er samtidig den eneste afdeling med salg, som ikke kaldes for  attraktivt. Nemlig en afdeling af Midtjysk Boligselskab i Nørre-Snede. Afdelingen er indrettet i et tidligere plejehjem og gennem årene lidt under stor lejeledighed. En anden afdeling med frivilligt salg, der skiller sig ud, tilhører Boligselskabet Munkesøparken i Kalundborg. Afdelingen består af 25 parcelhuse med stor spredning ud over det vestlige Sjælland. Det gør driften upraktisk. Husene tilhørte oprindeligt Nationalforeningens Boligselskab og siden De Vanføres Boligselskab. Én lejer i Ringsted har benyttet sig af muligheden for at blive ejer. Endnu en lejer i samme by har valgt at købe en bolig i afdelingen. I dette tilfælde er det sket efter den særlige lov om salg i forbindelse med udlejningsvanskeligheder.

Regeringen overvejer
Regeringen overvejer nu, hvordan en fremtidig salgslov skal se ud. Oven på Højesterets dom udtalte velfærdsminister Karen Jespersen til Ritzau: "Jeg vil nu inddrage dommen i det videre arbejde med et nyt forslag til en salgslov. Udgangspunktet vil her være en fælles beslutningskompetence, så boligorganisationerne, kommunerne og de enkelte afdelinger i fællesskab kan tage initiativ til at bruge salg af lejligheder i indsatsen for bekæmpelse af ghettoer."

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. april 2008
Senest opdateret: 13. august 2010