Salgspanik før lukketid
Tre boligafdelinger med parcelhuse til en billig husleje prøvede
til det sidste at komme med salgstoget. Men det var for sent
Af Jørn Nyvang
Forskellen på at være parcelhuslejer og parcelhusejer var så
lokkende, at beboere i tre almene boligafdelinger til det sidste
forsøgte at komme med salgstoget. Der var ellers fløjtet afgang, da
deres kommuner kom halsende hen ad perronen. Og det lykkedes dem
ikke at få åbnet dørene, før toget kørte. Kampene blev ført fra
Odense, Esbjerg og Silkeborg. I Odense og Esbjerg blev der kæmpet
ud fra, at Højesteret i november fastslog, at en boligorganisation
ikke kunne forhindre salg efter forsøgsloven, hvis bare afdeling,
kommune og Socialministeriet (som i mellemtiden er blevet til
Velfærdsministeriet) sagde ja. I Silkeborg skyldtes kampen ganske
enkelt en kommunal forglemmelse.
Søgt i sidste måned
Forsøgsloven udløb 31. december, og vi var i julemåneden,
da alle tre kommuner søgte dispensation fra dens tidsfrister. "Vi
har ingen dispensationsmulighed i loven," siger specialkonsulent
Eva Berthram, Velfærdsministeriet. I alle tre tilfælde var der tale
om afdelinger, der gik ind for salg, boligorganisationer, der var
imod, og kommuner, der var positive. Alle tre afdelinger bestod
fortrinsvis af parcelhuse og havde en billig husleje. Den
gennemsnitlige husleje var under 3.500 kr. om måneden, viser
afdelingernes seneste regnskaber.
Mange års venteliste
I Odense Kommune drejede det sig om Boligselskabet L.A.B.
Fyn's afdeling 23. En uge før Højesterets dom var der flertal for
salg ved et afdelingsmøde. En uge efter dommen forkastede
boligselskabets repræsentantskab ønsket enstemmigt. Så blev det en
sag for Odense Kommune. "Afdeling 23 består af 73 familieboliger og
er en meget attraktiv boligafdeling med mange års venteliste til en
bolig," skrev kommunens social- og arbejdsmarkedsforvaltning i et
notat til politikerne. Forvaltningen pegede på, at kommunen satsede
på boligområder, som afspejler et alsidigt billede af samfundet.
Hvis boliger i afdelingen blev solgt, ville denne mulighed blive
mindre. Kommunen havde otte ledige almene boliger. Alle i
Vollsmose. Kommunen anviste ikke "boligsociale borgere" til
såkaldte belastede boligafdelinger, påpegede forvaltningen. Sagen
var sat på byrådets dagsorden 19. december. Inden da skulle
forvaltningen finde ud af, om det var muligt at gennemføre en
beslutning om salg inden udløbet af forsøgsloven. Det var det ikke,
meddelte Velfærdsministeriet før byrådsmødet.
Ansøgning fra byrådet
I Esbjerg Kommune drejede det sig om Boligorganisationen
RI-BO's afdeling 1. Her havde et flertal af beboere fået lyst til
salg, mens boligorganisationens højeste myndighed sagde nej.
Boligorganisationen hører hjemme i Ribe, som nu er en del af
Esbjerg Kommune. Her nåede sagen at blive vedtaget i byrådet.
Samtidig blev det vedtaget at søge ministeriet om dispensation fra
tidsfristen i forsøgsloven. Kommunen søgte herom 7. december og fik
svar en uge senere. Heller ikke her var det muligt.
Forlagt i et år
I Silkeborg Kommune drejede det sig om Midtjysk
Boligselskabs afdeling 1-2-3 Gjern. Her var der tale om en gammel
beslutning, som var glemt. Den gamle Gjern Kommune havde i november
2006 vedtaget at lade afdelingen deltage i forsøgsloven. Men mindre
end to måneder senere blev Gjern en del af Silkeborg Kommune, og
her blev sagen forlagt. "Sagen har været nedprioriteret, uden at
der har været opmærksomhed på den nævnte tidsfrist for salgets
gennemførelse," skrev Silkeborg Kommunes forvaltning til byrådets
økonomiudvalg først i december. Forvaltningen måtte erkende, at
tidsfristen ikke kunne overholdes og fik økonomiudvalget til at
søge ministeriet om forlængelse. Derfor måtte Silkeborg Kommune
også få et julebrev fra Velfærdsministeriet. Et afslag ligesom til
Odense og Esbjerg Kommuner. Boligselskabet L.A.B. Fyn administreres
af Fyns almennyttige Boligselskab, mens Boligorganisationen RI-BO
og Midtjysk Boligselskab administreres af Boligkontoret
Danmark.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. januar 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |