• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Skattevæsenet opgiver

Albertslund Boligselskab har fået lønsumsafgift tilbage. SKAT opgiver andre sager om lønsumsafgift.

Af Jørn Nyvang

Glæden var stor i Albertslund Boligselskab, da det med nogen forsinkelse modtog en check på omkring en halv million kr. Det var tilbagebetaling af lønsumsafgift, som uberettiget var opkrævet hos boligselskabet. Inden årets udgang kan glæden brede sig til flere hundrede andre boligselskaber. Højesteret afsagde i foråret dom i en principiel sag om lønsumsafgift, som Albertslund Boligselskab havde anlagt sammen med Boligselskabernes Landsforening. Dommen betyder, at boligselskaber med administration af egne boliger ikke skal betale lønsumsafgift. Albertslund Boligselskab havde egen administration indtil sidste år. Dommen sagde, at Albertslund Boligselskab skulle have tilbagebetalt de 473.215 kr., det havde betalt i lønsumsafgift fra foråret 2001 til udgangen af 2004 samt påløbende renter. Pengene skulle falde senest 11. juni. Checken dukkede nu op meget senere. Værre var det, at SKAT ikke meldte klart ud om, hvad der skulle ske med lønsumsafgiften fra alle andre boligselskaber med egen administration. Det skabte usikkerhed, om andre end Albertslund Boligselskab ville få penge tilbage. Men nu venter chefkonsulent Lars Rendboe, SKAT, en afklaring meget snart. I det mindste før nytår. "Der ligger en række sager ved domstolene med nøjagtig samme problemstilling, som er afgjort ved Højesteret. Mon ikke løsningen bliver i overensstemmelse med højesteretsdommen?" udtaler Lars Rendboe. I praksis betyder det, at Skatteministeriet trækker disse sager. Det har ikke lyst til at gentage sine argumenter ved lavere retsinstanser, når den øverste har taget stilling.

To problemer tilbage
Det betyder dog ikke, at SKAT derefter uden videre skrider til tilbagebetalinger. SKAT vil først have afklaret to ting: • Hvor langt tilbage der kan være tale om tilbagebetaling. Det kan meget vel være længere tilbage end i Albertslund-sagen. • Om et boligselskab har lidt tab ved at betale lønsumsafgift, hvis det har sendt udgiften videre til sine beboere (såkaldt overvæltning). Eller sagt på en anden måde: Om en tilbagebetaling medfører en reduktion i de enkelte beboeres administrationsbidrag til boligselskabet. Boligselskabernes Landsforening har opfordret SKAT til at tage et møde om, hvordan sagen om lønsumsafgift kan afsluttes.

Det endelige tal kendes ikke endnu
Det er fortsat uklart, hvor mange penge, der uberettiget er blevet opkrævet i lønsumsafgift hos almene boligselskaber. Hos SKAT har man ikke forsøgt med en udregning. En opgørelse fra SKAT viser dog, at der i årene 2002-07 blev betalt 148 mio. kr. i lønsumsafgift af firmaer, der i det centrale virksomhedsregister (CVR) har branchekoden "almennyttige boligselskaber". Beløbet dækker over både berettigede og uberettigede lønsumsafgifter. Adskillige boligselskaber viser sig imidlertid at have været knyttet til helt andre brancher i CVR-registret, og derfor er det reelle beløb formentlig større. Boligen forsøgte i sit sidste nummer med en beregning på basis af tallene i Albertslund-sagen og nåede frem til, at der kunne være tale om, at almene boligorganisationer i løbet af de seneste seks år havde betalt 141 mio. kr. i uberettigede lønsumsafgifter.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. september 2008
Senest opdateret: 13. august 2010