Spøgelsesblokkene

Af Regnar M. Nielsen Foto: Harry Nielsen

Der lyder ikke længere hverken løbende, rolige eller slæbende skridt. Heller ikke knirkende eller smækkende døre. Her er ingen naboer, der siger hej..! Ingen mødre som kalder børn op til aftensmad. Ikke engang et skænderi eller uoverensstemmelse når frem til det ellers årvågne øre. Ud over vindens greb i de mange svaleganges gelændere og regnens lette trommen høres ingen lyde. I hvert fald ikke menneskeskabte lyde. Kun godt tre håndfulde af de 312 lejligheder i blokkene, som siden 1955 for provinsens togrejsende har stået som forstadens imponerende varetegn på, at man nærmede sig storbyen, er stadig beboet.

Lysene slukkes
Mørket sænker sig, og et kig på tvillingeblokken 200 meter borte vidner om de to kæmpers fortvivlede situation. De tidligere bogstaveligt lyslevende facader er reduceret til monster-skygger, hvor der kun spottes en håndfuld trætte lys fra de sidste fjernsyn og sofabordslamper. I morgen er der et lys mindre. På fjerde sal er Anne-Lise Olsen og Flemming Solgaard ved at pakke de sidste ting i flyttekasserne. For Anne-Lise Olsen markerer det afslutningen på hele epoker af hendes liv. Hun flyttede ind i de nyrejste fremtidsorienterede beboelsestårne, da betonen netop var størknet i 1955. Hun etablerede sit voksenliv her, indtil hun flyttede i 1966 for i 1987 at vende tilbage. "Det er ikke rart. Jeg havde regnet med at blive her altid, fordi vi har været glade for at bo her. Men nu flytter vi i morgen. Det har været hårdt at opleve så mange naboer rejse. Og det er utrygt at bo alene tilbage i sådan et stort hus," fortæller Anne-Lise Olsen, inden hun sætter sig ved fire flyttekasser for at indtage den sidste aftensmad i det gamle hjem.

Endelig alene
Vi finder endnu et liv længere henne ad svalegangen. Her lever og bor 58-årige Palle Rasmussen stadig, som han hele tiden har gjort det, siden han flyttede ind i december 1979. "Nej..! Jeg står ikke lige overfor at flytte.. Jeg har ikke fået tilbudt noget, som jeg har villet sige ja til, så hvornår jeg flytter, ved jeg ikke." Palle Rasmussen har i øvrigt ikke travlt med at komme væk, og han finder det ikke det fjerneste utrygt, at folk omkring ham flytter. Tværtimod! "Jeg kan mægtig godt lide at høre musik. Og når det er godt, skruer jeg op. Nu er jeg fri for, at andre bliver forstyrret og kommer rendende med klager," siger han med et lunefuldt smil.

Beboernes sjæl
På vejen hen ad svalegangen mod trappehuset brydes den tunge stilhed da også af tonerne fra 60'er-musikken fra Palle Rasmussens lejlighed. Men den forstummer hurtigt. Og snart er der igen kun stilheden tilbage. I indgangspartiet hænger tavlen med oversigten over opgangens beboere stadig på væggen. De står der alle sammen endnu. Selvom de fleste er blevet til spøgelser. En glemt punkteret bold i hjørnet, et gammelt bildæk og omridset af en hinkerude, som endnu akkurat kan anes, gør, at man fornemmer dem. Også selvom de ikke længere har nogen fysisk kontakt med det hjem, hvor mange af dem utvivlsomt har levet det meste af deres liv.

For dyrt at renovere

De to højhuse i Rødovre rives ned, fordi en række vurderinger har fastslået, at det er for dyrt at renovere dem. Marts var udpeget som måneden, hvor bygningerne skulle synke i grus. Men en forskubbet plan for genhusningen har medført, at planen for nedrivningen af højhusene er rykket til en gang i efteråret. Det er Kuben Byfornyelse Danmark, som har fået til opgave at finde nyt tag til de 340 berørte beboere, der bor eller har boet i de 312 lejligheder.