Støvets alder for kridthuset

Af Jørn Nyvang

Ikke kridtstøv, men betonstøv. Når støvet lægger sig sidst på sommeren, vil 14 etager med 134 almene boliger være forsvundet. Så vil Esbjergs højeste skyskraber være blevet endnu lavere end en bundskraber. Og så vil 11.594 tons være gået til de evige affaldsmarker. Hermed vil 32 års kamp om et hus, der aldrig levede op til forventningerne, endegyldigt være slut. Kridthuset bestod udelukkende af små lejligheder og var domineret af beboere, som alle andre steder i samfundet var alt andet end i kridthuset. Det viste sig uoverkommeligt at ændre på lejlighedernes størrelser og dermed på beboersammensætningen. For et år siden fik husets ejer, Ungdomsbo, konfirmeret beslutningen om nedrivning. Det krævede en sindrig øvelse, hvor Kridthuset blev slået sammen med en anden afdeling, som samtidig fik vedtaget en renovering. Over halvdelen af huset stod da tomt, og de beboere, der var tilbage, tog situationen med ro. Det var let at finde noget andet i Esbjerg. De sidste beboere var ude ved juletid, og til nytår blev Kridthuset overladt til nedrivnings- og entreprenørfirmaet Preben Hockerup A/S. Fra starten af februar til midten af marts blev Kridthuset strippet indvendigt. Alt let inventar, gipsvægge, nedhængte lofter, vinduer, døre m.v. blev fjernet især med håndkraft. Fra midten af april gik en gravemaskine med 50 meters rækkevidde i gang med at grabbe ned over huset ovenfra. En uge ind i maj havde den halveret Kridthusets højde og drøjde, blev pakket sammen og erstattet med en gravemaskine med 27 meters rækkevidde. Den skal klare resten. Ved udgangen af juli skal ingen mere kunne se spor af Kridthuset.

Støvregning fra skolen
Nedrivningen påvirker ikke blot Kridthuset, men også vinduerne i kvarteret Kvaglund. "Kvaglundskolen har stillet krav på 8-10.000 kr. til rengøring af vinduer. Vi har blot sendt regningen videre til entreprenøren," fortæller Ungdomsbos tekniske chef, Erik Lykke. Det er ikke med boligforeningens gode vilje, at det støver. En brandhane er koblet til gravmaskinen, så der spredes vand ud over støvet for at få det falde til jorden frem for at ende på naboernes vinduer. Nedrivningen af det østlige Esbjergs vartegn trækker hver dag folk fra byen ud i kvarteret. Man ser dem standse op i området og tage et kig, inden de fortsætter deres daglige gøremål.

En fraflytters opdagelse
Undervejs i nedrivningen får forbipasserende et indtryk af, hvad der har været inde bag Kridthusets bogstaveligt talt grå facader. For eksempel at der var ret farverigt på de enkelte etager, som hver havde sin kulør på adgangsrummenes vægge. I slutfasen kan man ligefrem se igennem huset. På 8. sal viser der sig et minde fra et beboerliv, der ikke er mere: En loftlampe i en entré har fået lov at blive hængende. En del af de forbipasserende fotograferer nedrivningen, og det har givet en enkelt anledning til at kontakte Ungdomsbo. Forretningsfører Tonny Nissen fortæller: "Det var en beboer, som havde været anvist af kommunen og var flyttet for to år siden. Vi fik et brev fra ham. Han forlangte at få penge tilbage fra istandsættelsen. Han mente at kunne se, at væggene i hans lejlighed ikke var malet efter hans fraflytning. Vi måtte meddele ham, at det var kommunen og ikke han, der skulle have penge tilbage."

97 procent genbruges
Nedrivningen var ude i licitation. Tilbuddene svingede mellem tre og ni mio. kr. med moms. Preben Hockerup A/S var billigst. Firmaet må indkassere indtægterne fra de elementer af Kridthuset, der kan genbruges. Genbrugsprocenten ventes at blive på 97-98 procent, oplyser afdelingsleder Kenneth Juul-Mortensen, Preben Hockerup A/S. Han fortæller ikke, hvor meget genbruget kan blive til i penge, Tonny Nissen er sikker på, at det i hvert fald drejer sig om halvanden mio. kr. Når Kridthuset har nået jordhøjde, kommer der en betonknuser og sorterer metal fra til omsmeltning. Betonen kan bruges til vejfyld rundt om i dronningeriget. For Tonny Nissen indrammer Kridthuset nærmest hans karriere: "Her havde jeg mit første rejsegilde som inspektør i 1975. Og da de sidste beboere var ude i december 2007, må jeg indrømme, at jeg sank en klump. Det var som om, 32 års initiativer og arbejde var spildt og historien blev væk."