Terrorlov giver huslejestigning
Den 15. september sidste år trådte en bekendtgørelse i
terrorloven i kraft, som forpligter boligforeninger med over 100
lejemål at registrere lejernes tele-, internet- og mailforbrug.
Af Samina Usman
Hidtil har tjenesten været gratis, men som de første på markedet
kræver teleselskabet A+ nu et "terrorlogningsgebyr" fra den 1.
marts. Pris: 6,25 kroner om måneden, hvilket svarer til 75 kroner
om året. Betaleren er slutbrugeren nemlig den enkelte lejer. I de
Vanføres Boligselskaber (DVB) i København raser beboerformand
Preben Mikkelsen, fordi han nu skal til at betale et særskilt gebyr
for at gå på internettet og bruge telefonen i sit eget hjem.
"Udgiften er noget forbandet svineri. Mit privatliv bliver krænket,
og så skal jeg oven i købet selv betale for det. Selv om beløbet
ikke er særlig højt, så er det en skjult huslejestigning, og det
irriterer mig. Overvågningssamfundet er gået amok, og er en skrue
uden ende," hvæser Preben Mikkelsen.
Peter Tullin, marketingchef i A+, er
ikke i tvivl om, at regningen kun kan ende hos slutbrugeren. Lå det
til ham var han helst opgaven foruden. Men bekendtgørelsen tvinger
alle, der sælger telefoni- og internettjenester, til at registrere
samtlige trafikdata på danskernes internetfærden og brug af både
fastnet- og mobiltelefon. Og det koster penge i form af
administration og kræver plads til alle data, som skal lagres i et
år. Andre teleselskaber som YouSee, Cirque og Telia har dog ikke
planer om at tage et særskilt gebyr for tjenesten, hvor udgiften
allerede er en del af de almindelige omkostninger.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. marts 2008 |
| Senest opdateret: |
13. august 2010 |